¨

Borgere i Langebæk indstiller journalister til fornem pris

Det er 2 journalister fra Politiken, der er blevet indstillet til Cavlingprisen af 30 borgere fra den lille sydsjællandske by

- De har bare gjort det så godt. De fortjener det virkelig ! Kate Friederichsen fra Langebæk håber inderligt, at det bliver journalisterne Anders Legarth Schmidt og Hans Drachmann, der løber med den fornemme Cavlingpris til januar.

De 2 journalister har i en lang række artikler i dagbladet Politiken beskrevet behandlingen af kræftpatienter. Da de i sommer fik kontakt til den kræftramte Henrik Nebelong og hans hustru Anne Mette Tversted fra Langebæk, gav det genlyd over hele landet. Parret fortalte om sine frustrationer over de lange ventetider på de forskellige undersøgelser, der skulle gennemføres, før Henrik Nebelong kunne få en præcis diagnose og en målrettet behandling.

Artiklerne kom til at sætte dagsorden længe, og da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kom hjem fra sommerferie, lovede han kræftpatienterne, at de fremover skal undersøges og behandles uden ventetid.

Henrik Nebelong døde i oktober i år, men artiklerne har berørt borgerne i Langebæk i en sådan grad, at de har indstillet de 2 journalister bag til Cavlingprisen.

- Jeg synes at det er gjort på en så sober måde og en meget loyal måde overfor Henrik og Anne Mette med stor forståelse for den situation, de stod i, siger Elsebeth Kristensen, Langebæk, i dag til TV2 Øst. 

Journalisterne er blevet nomineret, og kæmper nu med journalisterne bag 3 andre historier om den prestigefyldte pris. D. 9 januar offentliggøres det, hvem der har vundet prisen. 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App