Bilist skal blive i arresten efter motorvejs-ulykke

36-årig stak af efter ulykke på motorvej på Sjælland og udsatte andre for fare, mener politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter en alvorlig trafikulykke søndag aften på motorvejen mellem Sorø og Ringsted skal en bilist være frihedsberøvet i tre døgn.

En dommer i Næstved har mandag besluttet at opretholde anholdelsen af manden i tre gange 24 timer, oplyser politiet.

Den 36-årige mand var fører af en bil, som kørte sammen med en motorcyklist. Og i grundlovsforhøret har politiet bedt dommeren om at varetægtsfængsle ham.

Læs også: Politiet kræver 36-årig fængslet efter motorvejs-ulykke

Bilisten kørte ifølge politiet så vildt, at det er berettiget at sigte ham for at have udsat andre for livsfare.

- Ud fra de vidneforklaringer, vi har i sagen, mener vi, at der er grundlag for det, siger Kurt G. Nielsen fra lokalpolitiet i Slagelse til Ritzau.

Den 58-årige motorcyklist fra Kokkedal overlevede ulykken, men brækkede ifølge politiet flere ribben. Den 36-årige mand standsede ikke efter sammenstødet, men blev anholdt cirka 30 kilometer længere fremme ad motorvejen.

- Den sigtede er også sigtet efter færdselslovens bestemmelse om at køre fra ulykkesstedet uden at give sig til kende, fortæller Kurt G. Nielsen.

Dommerens afgørelse betyder, at politiet får tre døgn til at klarlægge forløbet yderligere.

Ulykken skete ved Fjenneslev mellem Sorø og Ringsted og førte til, at motorvejen blev spærret i østgående retning.

På grund af ulykkens alvorlige karakter valgte politiet at tilkalde en bilinspektør, og det betød, at vejen først blev åbnet ved 22-tiden efter to timers lukning.

Trafikken blev ledt uden om ulykkesstedet ved afkørsel 37 Sorø, men de mange hundrede biler, som nåede forbi afkørsel 37, inden omkørslen blev etableret, måtte pænt vente på, at vejen blev åbnet.

- Genåbningen blev forstyrret af, at der var en bil i køen, som brød sammen og holdt og spærrede. Så den måtte hjælpes væk fra stedet, fortæller Stefan Jensen, der er vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

 

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik