Bil smadrede hus

En familie i Skellebjerg nær Dianalund slap heldigt, da en bil sent i aftes smadrede ind i deres hus. Der var fare for, at huset ville styrte sammen efter den voldsomme ulykke. Bilisten slap mirakuløst med knubs.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Aftenroen blev afbrudt med et brag ved 20.30-tiden, da Mercedes pludselig fløj gennem væggen i et hus på Skellebjergvej.. Ulykken var så voldsom, at muren ind til spisestuen simpelthen forsvandt. Familien havde i går valgt at tage aftensmaden foran fjernsynet, og det blev deres redning.

 

Men der var store fare for, at huset ville styrte sammen, og Sorø Brandvæsen fra stationen i Ruds Vedby måtte understøtte murene. Familien oplyser søndag formiddag til TV2 Øst, at skaderne er så omfattende, at den ikke kan bo i huset.

 

Det var 29-årig kvindelig bilist, der mistede herredømmet over sin bil. Hun skred tilsyneladende først ned i en grøft, så ramte hun en Landrover og en anden parkeret bil med trailer, inden hendes Mercedes med voldsom kraft fortsatte ind i huset.

 

Den 29-årige kvinde kunne mirakuløst selv stige ud af bilen, men hun besvimede kort efter på grund af chokket.