Bidt af klapperslange

Ejer af Næstved Zoo, Peter Bo Rasmussen, blev torsdag bidt af en klapperslange. Havde slangen fået bedre fat, kunne det have kostet ham livet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Peter Bo Rasmussen, ejer af Næstved Zoo, ligger i øjeblikket til observation på Næstved Sygehus med smerter i sin ene arm.

Torsdag var han i færd med at fodre en klapperslange. Han var iført beskyttelseshandsker, men alligevel fik slangen hugget igennem og strejfet ham i hånden.

Bid fra klapperslanger kan være dødelige, men sygehuset oplyser, at overlæge Bjarne Fogh på intensivafdelingen vurderer, at ejeren af Næstved Zoo er uden for livsfare.

Klapperslangen hører normalt til i USA og i Mexico, så Næstved Sygehus lå ikke lige inde med en modgift. Den blev i løbet af dagen fløjet hertil fra Sverige, men den er ikke blevet brugt.

Ifølge politiet er det endnu uvist, om Peter Bo Rasmussen får varige men.


Nyhedsoverblik