Berygtet iPhone-svindler efterlyses

En berygtet svindler, som i februar blev fængslet for omfattende svindel og bedrageri for sammenlagt 350.000 kroner er nu på spil igen. Det mener politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet har endnu engang rettet søgelyset mod en 21-årig mand, som er berygtet for at snyde folk på nettet. Det skriver ekstrabladet.dk.

Han afsoner i øjeblikket en betinget dom for et stort antal bedragerisager. Det er den berygtede iPhone-svindler DMA, som igen er mistænkt for at lokke penge ud af lommerne på danskere. Det gør han ved at oprette falske annoncer på nettet, hvor han sælger iPhones. Telefonerne eksisterer bare ikke.

- Vi leder efter ham, fordi vi går ud fra at han er i fuld gang igen. Og da han jo har en betinget dom, der er ret frisk, synes vi, at han leger så meget med ilden, at han lever livet farligt, siger afdelingsleder for økonomisk efterforskning hos Sydsjællands Politi, Johannes Skree-Lassen, til ekstrabladet.dk

- Mønsteret er en tro kopi af det, som vi så sidste gang, hvor han bruger falske identiteter fra folk i sin omgangskreds, fortsætter han.

Ifølge politiet løber det samlede antal nye sager op på omkring 20. I alt er der blevet svindlet for omkring 40.000 kroner.

- Og det vil ikke undre mig, hvis der dukker flere sager op, tilføjer Johannes Skree-Lassen.

TV2 ØST har tidligere fortalt om sydsjællænderens omfattende iPhone-svindel. Tilbage i februar måned blev DMA straffet med et års fængsel ved retten i Nykøbing Falster. Bedrageridommen omfattede dengang omkring 100 handler med ikke-eksisterende iPhones for cirka 250.000 kroner, samt databedrageri og tyveri for yderligere cirka 120.000 kroner.

Dengang forklarede den 21-årige, at han svindlede fordi han var ludoman, og var afhængig af pokerspil på nettet. Derfor bestemte dommeren, at den 21-årige skulle gå i behandling for sin spilletrang.

- Så det ligger vel i sagens natur, at det er der, skoen trykker igen, siger Johannes Skree-Lassen til ekstrabladet.dk.

DMA har under sin varetægtsfængsling afsonet tre måneders fængsel. Dommeren valgte at gøre de resterende ni måneder betinget, og han blev efterfølgende løsladt, så han kunne få en ny chance. Men det er altså den chance, politiet nu mistænker ham for at udnytte til at fortsætte sine svindelnumre.

- Jeg vil minde ham om, hvad dommeren fortalte ham, da han fik sin straf: At nu får han en enestående chance til at rette op på sit liv. Men de ni måneders betinget fængsel vil jo blive udløst sammen med en ny dom, hvis han laver nye numre, siger Johannes Skree-Lassen til ekstrabladet.dk.

Han opfordrer folk til at henvende sig til politiet, hvis de har kendskab til, hvor DMA opholder sig.

 


Nyhedsoverblik