Begejstring hos sygehusansatte over pris: - Det varmer om hjertet

Medarbejderne på akutafdelingen på Sjællands Universitetshospital fik i dag overrakt Patienternes pris. Et skulderklap, der varmer om hjertet og giver energi.  

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Medarbejderne på Akutafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Køge og Roskilde fik klokken ni her til formiddag uventet besøg, da en repræsentant fra Patientforum pludselig dukkede op på afdelingen i Køge og fortalte dem, at de har modtaget Patienternes Pris 2020.

Alle medarbejderne blev hurtigt samlet til en uformel samling i frokoststuen, hvor Jonna Kielstrøm fra Patientforum bød på kaffe og wienerbrød og overrakte dem prisen.

quote Når rosen kommer fra patienterne bliver jeg ekstra glad. Jeg har jo valgt at bruge rigtig meget af mit liv på at gøre en forskel for netop patienterne

 Stine Arnhild, sygeplejerske, akutafdelingen, Sjællands Universitetshospital, Køge

Akutafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Køge og Roskilde modtager patienter fra hele Region Sjælland. Afdelingen får prisen efter indstillinger fra 245 patienter, som enten er sendt ind på mail eller skrevet anonymt på postkort.

En af de patienter, der har indstillet afdelingen, har eksempelvis skrevet disse ord om afdelingen på sit postkort:  

- Jeg indstiller afdelingen med den begrundelse, at jeg rigtig mange gange har været patient på denne afdeling og altid er blevet mødt af en kompetent og empatisk personalegruppe. Der bliver på god og tryg vis taget hånd om de problematikker, man som patient bliver indlagt med. Der bliver handlet på store som små spørgsmål, man måtte have, og selvom der ofte er meget travlt, føler man sig altid helt tryg. Denne afdeling fortjener prisen.

Patienternes Pris blev overrakt ved en uformel samling på akutafdelingen her til formiddag. 
Patienternes Pris blev overrakt ved en uformel samling på akutafdelingen her til formiddag.  Foto: Linda Bang Jensen, presse- og kommunikation, Sjællands Universitetshospital

I talen ved den uformelle samling slog Jonna Kielstrøm fra Patientforum på afdelingens gode kommunikation med patienterne.

-  Akutafdelingen får prisen, fordi de er gode til at kommunikere med patienter og pårørende, skabe tryghed omkring patienternes forløb og samtidig involvere de pårørende. Det er flot, når man tænker på, at en del patienter er desorienterede på grund af deres tilstand, når de kommer ind på afdelingen, og at det hele går meget hurtigt, sagde hun i sin tale.

Fantastisk skulderklap

På afdelingerne blev medarbejderne både rørte og glade for prisen. 

- Det er fantastisk at få så stort et klap på skulderen fra dem, det hele handler om. Vi har rigtig gode ledere, som er gode til at rose og anerkende os. Men de gør det jo også for at motivere os til at arbejde. Når rosen kommer fra patienterne bliver jeg ekstra glad. Jeg har jo valgt at bruge rigtig meget af mit liv på at gøre en forskel for netop patienterne, og når de så viser os den anden vej, at de sætter pris på vores indsats, så bliver jeg varm om hjertet og får energi til at fortsætte, fortæller sygeplejerske på akutafdelingen i Køge, Stine Arnhild. 

Blev du overrasket og synes du, I har fortjent den?

- Jeg er virkelig overrasket over, at netop vi har fået prisen, for på en akutafdeling kommer patienterne ind og har det ret dårligt og kommer også hurtigt videre. Ofte hører vi mest fra patienter på de sociale medier, der er sure over, de måtte vente længe, før de kom til. Og så er jeg overrasket over, vi har fået prisen et år, hvor corona har fyldt så meget, og hvor vi har skullet omstille os og forsøge at give den samme omsorg og samme nærvær samtidig med, vi har skullet være omhyggelige med at skærme os. Det har ikke været så let. Det er virkelig rørende, at patienterne synes, vi har gjort det så godt, at de faktisk har villet bruge tid og kræfter på at sende indstillinger og rose os, siger hun.

Glæde på akutafdelingen over at få tildelt Patienternes Pris. Fra Venstre er det sygeplejerske Cecilie Wetterslev, ledende overlæge Gerhard Tiwald, ledende oversygeplejerske Poul Mossin, patient og pårørende fra juryen Jonna Kielstrøm fra Patientforum og sygeplejerske Betina Konrup Munk,
Glæde på akutafdelingen over at få tildelt Patienternes Pris. Fra Venstre er det sygeplejerske Cecilie Wetterslev, ledende overlæge Gerhard Tiwald, ledende oversygeplejerske Poul Mossin, patient og pårørende fra juryen Jonna Kielstrøm fra Patientforum og sygeplejerske Betina Konrup Munk, Foto: Linda Bang Jensen, presse- og kommunikation, Sjællands Universitetshospital

Patienternes Pris er på 25.000 kr., som de i afdelingen skal bruge på tiltag, der kommer deres patienter til gavn. Prisen bliver normalt uddelt på en årlig Sundhedsfaglig Festival, men på grund af Covid-19 situationen blev prisen i dag fejret lokalt på afdelingen. 

- Patienternes Pris er vigtig af to grunde. For det første fordi personalet fortjener anerkendelse i dagligdagen for deres store indsats. For det andet er prisen vigtig, fordi de mange indstillinger fra patienter og deres nærmeste giver os god viden om, hvad vi gør godt, og hvad vi kan gøre bedre, fortæller vicedirektør på Sjællands Universitetshospital, Susanne Friis.


Nyhedsoverblik