BBC følger Havhingsten på vej til Dublin

Vikingeskibet følges ud af Roskilde Fjord af et af verdens mest populære TV-programmer om historie.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når Vikingeskibsmusset i Roskildes nybyggede skib, Havhingsten, med Sjællands Odde som pejlemærke sætter sejl mod Dublin 1. juli, bliver det med prominent følgeskab.

En af verdens mest populære TV-programmer om historie - det hæderkronede 'Timewatch' på BBC - planlægger nemlig en 50 minutters dokumentarfilm om den store ekspedition fra Danmark til Irland, og følger derfor i hælene på de nye vikinger med et kamerahold og følgeskib.

- Nogle gange støder du på fortællinger som er spændende historier - og store eventyr. Dette er sådan en fortælling. Hvilken lille dreng har ikke drømt om at sejle med vikingerne? Nu får vi alle chancen - for første gang i 900 år, lyder det fra redaktøren af BBCs Timewatch serier, John Farren.

Taknemmelighed
Ud over selve spændingsmomentet, bliver turen en af verdens største marine-arkæologiske eksperimenter nogensinde. Gennem seks uger vil en international besætning på 65 teste alle detaljer ombord på det rekonstruerede skib - i de farvande som det oprindelige skib blev bygget til at sejle i.

- Vi er stolte og dybt taknemmelige over at have BBC-Timewatch med os. Ud over de videnskabelige test af skibet er hovedformålet at udbrede kendskabet til vikingernes udbredelse, deres bådebygningstradition og deres sømandskab. I det lys er en dokumentarfilm på BBC langt mere end vi kunne have håbet på, fortæller leder af projektet på Vikingeskibsmuseet Preben Rather Sørensen.

Gennem vores region
Videnskabelige undersøgelser har dokumenteret, at det oprindelige krigsskib blev bygget nær Dublin i 1042 og blev sænket i Roskilde Fjord 30 år efter. Til sommer vil en rekonstruktion af det originale skib krydse Nordsøen, sejle nord om Skotland og på kanten af Atlanterhavet lægge kursen sydpå mod det Irske Hav. Hjem mod Dublin.

Rejsen vil være 1000 nautiske mil eller mere – og BBC vil følge Havhingsten hele vejen. Allerede på de første dage passerer skibet gennem Roskilde Fjord, ud i Hesselø Bugt og videre ud i Kattegat langs dele af Sjællands Odde.


Nyhedsoverblik