Bank-aktionærer vil have retfærdighed

Ved at alliere sig med landets eneste ekspert i gruppesøgsmål, advokat Eigil Lego Andersen, går utilfredse bankTrelleborg-aktionærer rettens vej.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Formanden for den nystiftede Foreningen af Minoritetsaktionærer i bankTrelleborg, Jan Marcher, og de mere end 1800 minoritetsaktionærere vil bare have retfærdighed.

Det er baggrunden for, at foreningen trækker Fonden for bankTrelleborg, Sydbank, Finanstilsynet og bankTrelleborg i retten.

- Målet er at opnå retfærdighed. Vi mener ikke, at det, der er foregået, er lovligt. Vi har landets dygtigste topjurister på det her område til at føre sagen for os, og de siger, at vi har en bundsolid sag, siger Jan Marcher til Ritzau.

Minioritetsaktionærerne har allieret sig med advokat Eigil Lego Andersen, der skulle være landets eneste ekspert på gruppesøgsmål. Han har netop udgivet en lærebog om  gruppesøgsmål. Med ham i spidsen anlægger foreningendanmarkshistoriens første gruppesøgsmål.

De vil have rettens ord for, at tvangsindløsningen af aktierne - der skete efter krisen i bankTrelleborg, og hvor Sydbank overtog hele den sjællandske bank for 250 millioner kroner - foregik på et forkert grundlag. Derfor vil de have afprøvet gyldigheden og lovligheden af tvangsindløsningen i retten.

Fonden for bankTrelleborg var ifølge minoritetsaktionærerne ikke en såkaldt aktionær, som var i besiddelse af de 70 procent af aktierne i bankTrelleborg, der skulle til for at gennemføre en tvangsindløsning.

- Selvfølgelig er fonden aktionær, men den havde ikke de 70 procent af aktierne, der berettiger dem til en tvangsindløse os.

Det er, fordi de ikke har talt bankens egne aktier med. Det vil også fremgå nærmere af stævningen, siger Jan Marcher. Retten i Næstved modtager stævningen torsdag.

På få dage har 1800 minoritetsaktionærer meldt sig ind i Foreningen af Minoritetsaktionærer i bank Trelleborg. Et medlemskab her er ifølge Jan Marcher nødvendigt, hvis utilfredse aktionærer vil være med i gruppesøgsmålet.

- Jeg forventer, at flere melder sig ind. Jeg ved, at der er mange nye på vej og en del, som vi ikke har nået at tælle med. Der er ikke lukket for tilmeldinger. Man kan ikke komme med i søgsmålet uden at være medlem. Sådan er det udformet, siger Jan Marcher.

Ud over de 1800 medlemmer har næsten 6000 minoritetsaktionærer ladet sig registrere på foreningens hjemmeside www.btaktier.dk.

Foreningen holder stort informationsmøde i Antvorskovhallen i Slagelse fredag aften, og det bliver efter alt at dømme et tilløbsstykke.

/ritzau/


Nyhedsoverblik