Antal coronaindlagte når højeste niveau i en måned

110 personer er indlagt på hospital med coronavirus. Der er 753 nye smittede det seneste døgn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er lørdag 110 personer indlagt på danske hospitaler med coronavirus. Det er fem patienter mere end fredag, og det højeste antal i en måned.

Det viser de daglige coronatal fra Statens Serum Institut (SSI).

Ifølge Christian Wamberg, der er overlæge på intensivafdelingen på Bispebjerg Hospital, er det endnu for tidligt at bekymre sig om udviklingen.

- Vi ser igen en langsom stigning i antallet af coronaindlagte, men det har generelt svinget omkring de 100 indlæggelser, siger han.

- Om det er en trend, der er ved at starte, eller om det bare er et udsving, er for tidligt at sige noget om.

15 af de indlagte befinder sig på intensivafdelingerne. Ti af dem har brug for en respirator.

Ligner samme måned sidste år

Der er det seneste døgn registreret yderligere 753 nye smittetilfælde med coronavirus. Det er fjerde dag i træk, at tallet ligger over 700.

Udviklingen i oktober i år ligner udviklingen fra samme måned sidste år. Men Christian Wamberg forventer ikke, at vi ender samme sted igen med over 4000 dagligt smittede.

Læs også
Lyntesttelte er pakket sammen efter 42 millioner test
Læs også
Lyntesttelte er pakket sammen efter 42 millioner test

- Vi har vaccinerne, som er "gamechangeren". Det kan godt være, at vi får en del flere smittede, end tilfældet er lige nu, men jeg regner ikke med, at vi ender samme sted.

- Der er i hvert fald ikke lige så mange, der ender med at blive indlagt. Nu er vi jo også i gang med at give de sårbare tredje stik mod corona. Det kommer også til at begrænse indlæggelsestallene, lyder det fra overlægen.

Godt 4,4 millioner personer færdigvaccineret

De 753 tilfælde er fundet i 66.987 PCR-prøver. Det giver en positivprocent på 1,12.

Ikke siden slutningen af august er så mange blevet testet på et døgn.

Vaccine
Læs også
Region Sjælland: 250.000 borgere kan få tredje corona-stik inden nytår
Vaccine
Læs også
Region Sjælland: 250.000 borgere kan få tredje corona-stik inden nytår

Siden fredag er én person død med coronavirus.

5251 personer er blevet revaccineret det seneste døgn. Dermed er 2,4 procent af befolkningen nu revaccineret. Det svarer til 140.094 personer.

75 procent af befolkningen er færdigvaccineret. Det er godt 4,4 millioner personer.


Nyhedsoverblik