Anonyme kilder: Præstøvej 6B huser ingen rockere

Politiet tager fejl, når de hævder, at ejendommen Præstøvej 6B er en rockerborg, påstår kilder til Sjællandske.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ejendommen Præstøvej 6B er ikke en rockerborg. Sådan lyder udmeldingen fra anonyme kilder, der er tilknyttet miljøet og beboerne omkring adressen.

Det skriver Sjællandske.

- Læg mærke til, at der aldrig har været noget pigtråd. Det er der rundt om rockerborge. Det er en helt almindelig bygning, som bare er ved at blive renoveret, siger en af kilderne til avisen.

Af en helt anden opfattelse

Politiet er dog af en helt anden opfattelse. De mener, at der ikke hersker nogen tvivl om, at Præstøvej 6B er blevet brugt af rockere.

- Det er vores absolut klare overbevisning, at ejendommen har været tilhørs- og værested for Westside Nation. Vi har konstateret det mange gange, når vi har været forbi, siger Flemming Madsen til TV2 ØST.

Konkret trussel mod 'beboerne'

Den 23. oktober valgte politiet at forbyde al adgang til bygningen, da de havde en forventning om, at der forelå en konkret trussel mod 'beboerne' fra Westside Nation. Truslen havde angiveligt baggrund i en kritik, som udbrydergruppen i juni måned rettede mod Bandidos’ internationale afdeling, hvor de blandt andet anklagede 2 Bandidos-ledere for at have dækket over en stikker.

Selvom brevet resulterede i, at udbryderne kom i såkaldt ’bad standing’ hos Bandidos, mener kilderne dog ikke, at det var nødvendigt at afspærre området.

- Det betyder ikke, at der kommer et angreb. Det betyder bare, at folk fra Bandidos ikke må tale med dem eller om dem, siger de til Sjællandske.


Nyhedsoverblik