Anmelder anholdt for brandstiftelse

18-årig mand anholdt for brand i Højby Sjælland på Odsherred.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 18-årig anmelder af en ildebrand i Højby Sjælland på Odsherred var lidt for nysgerrig over for politiets og brandfolkenes arbejde, så han endte med selv at blive anholdt og kan se frem til en sigtelse for brandstiftelse, oplyser vagtchefen ved Midt og Vestsjællands Politi.

Ilden brød ud i et skralderum, der ligger i forbindelse med nogle rækkehuse på Højby Hovedgade.

Skralderummet udbrændte, mens et vindue på et beboelseshus ca. fire meter fra selve branden blev beskadiget ved strålevarme, oplyser vagtchefen.

- Da kollegerne nåede frem, hang ham her nærmest på nakken af dem. Hans forklaring om branden og det tidsforløb, han angav, hang simpelthen ikke sammen, og så var han sodet på hænderne og i ansigtet, siger vagtchefen.

Kriminalpolitiet i Holbæk overtager sagen fra morgenstunden og vil afgøre, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.


Nyhedsoverblik