Anerkendelse til Vordingborg-kok

Tre københavnske restauranter har fået en Michelin-stjerne. En af restauranterne var Geranium, hvor Vordingborg-kokken Rasmus Kofoed huserer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der kom tre nye stjerner til København tirsdag. Stjernerne dryssede fra den verdensberømte Michelin-guide, der er toneangivende inden for restaurationsbranchen. De tre stjerner gik til restauranterne Paustian, Kiin Kiin og Geranium.

Stjernen blev modtaget med stor glæde i restaurant Geranium, der fik en stjerne, uden at have en såkaldt rising star i forvejen. En rising star gives til restauranter, der viser potentiale til senere at få en stjerne.

- Det er en stor ære at få en stjerne. Det er ikke gået helt op for mig endnu, siger ejer og kok på Geranium, Søren Ledet.

Han og makkeren Rasmus Kofoed har arbejdet på at få stjernen, så det var en lettelse, da de fik beskeden tirsdag morgen.

I Danmark er der ni restauranter, der har en Michelin-stjerne og en enkelt restaurant med to stjerner, Noma.


Nyhedsoverblik