Anbragte børn mangler mentorer

Region Sjælland er det sted i landet, hvor der lige nu er størst mangel på frivillige mentorer til anbragte børn, der har det svært i skolen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når man er en dreng på 12 år, er det sjældent lektierne, der trækker mest.

- Jeg ville hellere spille Fifa eller fodbold på banerne, siger Lucas Brodthagen fra Nykøbing Sjælland.

Men i løbet af det seneste år, er det faktisk blevet sjovere for Lucas Brodthagen at terpe tabeller og øve grammatik.

- Det er hyggeligt. Man får noget ud af det, i stedet for selv at sidde og lave dem. 

Lucas Brodthagen har nemlig fået tilknyttet en såkaldt mentor.

- Jeg kommer en gang om ugen. Jeg er der egentlig bare for Lucas' skyld - på hans præmisser. Det er vel der, hvor jeg adskiller mig allermest fra andre, fortæller 29-årige Mathias Hansen, der er frivillig mentor.

Anbragte børn har mere at slås med

Lucas Brodthagen og Mathias Hansen er blevet koblet sammen gennem Egmont Fondens signaturprogram ”Lær for Livet”, der sætter fokus på anbragte børn. 

- En del af vores program er, at vi skal have nogle mentorer - frivillige voksne - som gerne vil læse lektier med de anbragte børn. Og give de her børn noget ekstra støtte, fordi alle statistikker viser, at de typisk har større udfordringer end andre børn, forklarer Illa Westrup Stephensen, direktør i Lær for Livet.  

Lucas Brodthagen og hans lillebror har i de sidste fire år boet i pleje hos deres moster. I 2014 blev Lucas Brodthagen derfor tilknyttet ”Lær for Livet”-programmet, og den ekstra støtte har givet gode resultater.  

- Der er sket nogle forandringer. Jeg har ikke været særlig god til at stave, men jeg føler, at jeg er blevet bedre, siger Lucas Brodthagen.

Man skal ville det

Mathias Hansen valgte at blive frivillig mentor, fordi han havde brug for luftforandring.

- Jeg havde brug for at geare lidt ned. Altså gøre noget for andre og ikke kun mig selv. Det var egentlig min primære motivation for at blive mentor, fortæller Mathias Hansen.

For ham er det vigtigste, at man har hjertet med.

- Det skal være lystbetonet. Man skal ville det. Nu har jeg været med i et år, og jeg synes stadig, at det giver mening for mig, siger han. 

Stor mentormangel på Sjælland

Lige nu er der 93 børn i Region Sjælland, der har en mentor gennem Lær for Livet.

Der er dog lige nu 24 børn, der stadig venter på at få én.

- Vi mangler rigtig mange mentorer både i Vordingborgområdet, Kalundborgområdet, Holbækområdet og hele Odsherred, siger Illa Westrup Stephensen.

Lær for Livet håber, at de finder mentorer til alle børnene henover sommeren. Det er alt fra studerende til pensionister, som melder sig som mentorer.

- Det vigtigste er, at det er et godt match, siger Illa Westrup Stephensen.

Læs mere på http://laerforlivet.dk/

 

Baggrund om Lær for Livet

  • Lær for Livet er Egmont Fondens signaturprogram og et landsdækkende læringsprogram for anbragte børn.
  • Med mentorordning og intensive læringsforløb i form af Learning Camps arbejder Lær for Livet for at sikre omsorgsfuld læring til mere end 1.000 anbragte børn i tæt samarbejde med de danske kommuner.
  • Lær for Livet startede i 2013. Der er på nuværende tidspunkt 200 børn med i programmet. Målet er, at 1000 børn skal med frem til 2024.
  • Barnet er med i programmet i 6 år. Barnet får en mentor, som hjælper med lektier og faglige udfordringer 1-2 timer om ugen.  

 


Nyhedsoverblik