Ammitzbøll fortsætter kritik af Vestager

Hård kritik af Simon Emil Ammitzbølls kritik af Vestager får ham ikke til at stoppe. Tværtimod.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De Radikales "problembarn", folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll står fast ved sin kritik af partiets ledelse og specielt gruppeformanden, Margrethe Vestager.

Selv om flere af De Radikales ældre kræfter, herunder Margrethe Vestager selv, torsdag tog kraftig afstand fra Simon Emil Ammitzbøll anklage om, at partiledelsen begik forræderi mod partiet principper under valgkampen i 2007, så har det ikke fået ham til at stikke piben ind.

Simon Emil Ammitzbøll erkender, at det ikke kommer bag på ham, at anklagen har fremkaldt undren og vrede blandt partifællerne. Han advarer imidlertid om, at De Radikale risikerer at lide en langsom død.

- Jeg havde forventet, at det skabte lidt skvulp, siger Simon Emil Ammitzbøll som for øjeblikket er i USA til FN's Generalforsamling i New York.

I en kronik i Berlingske Tidende torsdag kritiserede Simon Emil Ammitzbøll således Margrethe Vestager for under valgkampen at gå på kompromis med partiets modstand mod 24-års-reglen, ligesom han mener, at hun kuppede både sin egen folketingsgruppe og partiets hovedbestyrelse ved at vende ryggen til de borgerlige i valgkampen og blindt pege på Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt som statsminister.

Formålet med kronikken er ifølge Simon Emil Ammitzbøll at skabe en humanistisk værdidebat i partiet og ikke at skabe personlige stridigheder.

- Jeg synes, det er interessant, at vi har fået partiets næststørste valgnederlag i historien, og alligevel propper vi fingrene i ørene og lader som om, det ikke er sket. Jeg tror, at det fornuftige er, at man sætter sig ned og analyserer, hvad der gik galt, og så finde ud af, hvad man skal gøre fremadrettet, så man kan finde ud af, hvordan Det Radikale Venstre kan komme styrket ud af det her, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Margrethe Vestager forsvarer sig med, at hun for længst har evalueret valgresultatet med både folketingsgruppen og partiets bagland. Simon Emil Ammitzbøll står derfor til at blive indkaldt til en kammeratlig samtale hos gruppeformanden.

- Vi har diskuteret de ting, som Simon rejser. Vi diskuterede dem efter valget, da vi evaluerede valget. Derfor er det kendt stof. Der er nogle ting, vi ser forskelligt på. Jeg er helt uenig med Simon i de ting han fremlægger, siger Margrethe Vestager.

Andre af Simon Emil Ammitzbølls kolleger i den radikale folketingsgruppe kalder det også "utilstedeligt" og "umodent", at det 30-årige folketingsmedlem kritiserer ledelsen for et valgnederlag, der for længst er blevet evalueret i partiet.

- Jeg synes, han er meget illoyal. Og så har jeg ikke mere at sige, lyder det kortfattet fra den tidligere radikale gruppeformand Marianne Jelved, der ellers ofte står last og brast med Simon Emil Ammitzbøll.

Også miljøordfører Johs. Poulsen forsøger at sætte Simon Emil Ammitzbøll på plads.

- Det er umodent. Han havde sidste sommer travlt med at sige, at vi andre i gruppen var for gamle, men det her er et godt eksempel på, at der ikke skal flere unge ind, siger Johs. Poulsen.

Også formanden for De Radikale i Sjællands Storkreds, hvor Simon Emil Ammitzbøll er på stemmesedlen, kritiserer hans fremgangsmåde, men partiets lokalformand i Næstved, der opstiller folketingsmedlemmet, kommer ham til undsætning.

Lokalformanden Bo Jensen støtter "ånden" i Simon Emil Ammitzbølls kronik, men ville ikke have brugt ordet forræderi om Margrethe Vestagers ledelse.

På De Radikales åbne debatside, Radikale.net - hvor det er væltet ind med indlæg - er debattørerne er delt i to lejre. De fleste mener dog, at Simon Emil Ammitzbølls timing af debatten er forkert. Den kommer nemlig lige inden De Radikales landsmøde i weekenden - hvor folketingsmedlemmet ikke selv kan være til stede.

/ritzau/


Nyhedsoverblik