Al-Qaeda trussel hjalp piratgidsler

Formanden for Somalisk Forening mener, at en trussel om at indblande Al-Qaeda i forhandlingerne om Danica White-gidslerne har hjulpet til frigivelsen i går.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En trussel om at indblande Al-Qaeda har hjulpet de danske gidsler på fragtskibet Danica White.

Det fortæller Abdisame Doualie, der er formand for Somalisk Forening.

- Det var virkelig alvorligt. De hektiske forhandlinger de seneste uger må skyldes, at en international krise skulle afværges. Piraterne fortalte, at løsesummen var skaffet, fordi de havde stillet et ultimatum. Enten skulle pengene betales, eller besætningen ville blive flyttet til Al-Qaeda, fortæller formanden til Ekstra Bladet.

Gidslerne har siddet fanget siden den 1. juni 2007 - altså i alt 83 dage. I denne periode har Abdisame Doualie flere gange været i kontakt med piraterne. Formanden fortæller, at overgivelsen af gidslerne kunne bruges til at afpresse regeringerne i både USA og Danmark.

Efter frigivelsen af Danica White-gidslerne har Sømændenes Forbund og 3F rettet en skarp kritik mod den langsommelige proces i sagen.

- Vi tilbød allerede kort efter kapringen at betale de otte millioner kroner i løsesum. Men vi blev holdt helt uden for forhandlergruppen af Udenrigsministeriet og rederiet, siger faglig sekretær i Sømændenes Forbund, Morten Bach til Ritzau.

 


Nyhedsoverblik