Aktiv Rejser i Ringsted krakket

En fejldisponering fra en ansat fører til rejsekrak i Ringsted. 57 rejsende er p.t. af sted, mens 250 kunder havde købt rejse med afgang senere i april.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Årets første konkurs i rejsebranchen er en realitet - og 57 rejsende er strandet på Mallorca. De var af sted med Aktive Rejser fra Ringsted, der nu ikke længere er aktive. Onsdag erklærede skifteretten i Roskilde rejseselskabet konkurs.

Det skete efter, at Aktiv Rejser tirsdag havde meddelt Rejsegarantifonden, at selskabet ikke længere havde mulighed for at fortsætte sin virksomhed og gennemføre solgte rejser. Ifølge selskabet skyldes det, at en ansat har fejldisponeret et stort antal flysæder og hotelværelse. Og det så godt og grundigt, da Aktiv Rejser med binavnene Aktiv Cykelrejser af 12.8 A/S og Cykel Ferie A/S end ikke havde midler til at indgive konkursbegæring og indestå for boets behandling, så fonden måtte indgive konkursbegæringen.
 

Aktivrejser solgte fortrinsvis rejser til destinationer i det sydlige Europa, for eksempel cykelferie på Mallorca, og ifølge Rejsegarantifonden er der i øjeblikket 57 rejsekunder af sted, som fonden nu sørger for indkvartering og hjemtransport af.

Desuden er der solgt rejser til cirka 250 rejsekunder, som skulle have været ud at rejse senere i april. Her udbetaler rejsegarantifonden erstatning til kunder, der har købt både fly og hotelophold, mens der ingen erstatning er til kunder, der kun har købt fly eller hotel.
 

Ifølge Rejsegarantifondens bestyrelsesformand Bent Mebus er krakket årets første. Sidste år bukkede tre rejsebureauer under.

Hvis du har booket en rejse hos Aktiv Rejser eller kender nogen, der er afsted i øjeblikket, vil vi meget gerne høre fra dig på tlf.: 55 36 56 56 eller på mail redaktion@tv2east.dk


Nyhedsoverblik