71-årig nægter sig skyldig i drab

En 71-årig kvinde nægter i et grundlovsforhør fredag at have dræbt sin mand, der torsdag blev fundet død i parrets hjem dræbt af knivstik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hustruen til en 74-årig mand, der torsdag blev fundet død i sit hjem på Thit Jenses Vej i Næstved er fredag blevet varetægtsfængslet frem til 28. august.

Den 71-årige hustru ringede ifølge Ritzau torsdag selv til politiet og fortalte, at hun havde dræbt sin mand, men i grundlovsforhøret ved Retten i Næstved erkendte hun fredag at have begået vold mod sin mand, men nægtede sig skyldig i drab.

- Hun erkender at have ført kniven mod sin mand, men nægter altså drab, lyder det fra Rashis Elkott, der er anklager ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Flere handlinger udløste vold

På grund af 'objektive omstændigheder' og adfærden efter drabet bad han undervejs om at få dørene lukket. Han vil ikke uddybe, hvad objektive omstændigheder dækker over, men Sjællandske skriver, at der efter drabet blev overført nogle penge fra en konto til en anden. Hvis konti det drejer sig om, blev dog ikke offentligt kendt. Rashid Elkott kan heller ikke gengive den del af kvindens forklaring, der omhandler et motiv for episoden, og som blev fortalt, da dørene var lukkede.

- Jeg kan kun fortælle, at der ikke er tale om en enkeltstående handling, der har udløst det her, siger han til TV2 ØST.

Den 74-årige mand blev ifølge Rashid Elkott dræbt onsdag aften. Parret har 2 børn sammen og børnebørn.


Nyhedsoverblik