7 ud af 10 får nej til hospice

De fleste af dem, der ønsker en hospiceplads i Region Sjælland, bliver afvist.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Syv ud af ti patienter får ikke deres ønske om at dø på et hospice i Region Sjælland opfyldt. Det fortæller P4 Sjælland.

På regionens eneste hospice i Roskilde, hvor der er 12 sengepladser, erkender bestyrelsesformand Peder Kjærsgaard, at de fleste bliver afvist.

- Søgningen er så stor, at vi må sige nej til 70 pct. af alle, der henvender sig, siger Peder Kjærsgaard.

Ifølge Birgitte Anthonsen, der er praktiserende læge og formand for Svanevig Hospice, der indvies næste år i Bandholm på Lolland, så er det ofte frygten for at dø på en overfyldt medicinsk afdeling på sygehuset, der får patienter og pårørende til at søge hospice.

- Eneste mulighed i dag er ofte en svært overfyldt medicinsk afdeling. Det frygter patienterne rigtig meget. Derfor ser vi frem til yderligere hospicepladser i regionen, siger Birgitte Anthonsen.

Udover hospice i Roskilde og Bandholm åbner der også et sidste hvilested for døende på kolonien Filiadelfia i Dianalund næste år. Dermed vokser antallet af hospicesenge fra de nuværende 12 til 36 i Region Sjælland.

Hospice er et gratis tilbud til alvorligt syge døende med et livsperspektiv på 4-8 uger.


Nyhedsoverblik