60-årig mand hjalp hackere med at lænse netbanker

Udenlandske hackere brugte 60-årig mand fra Næstved som mellemmand, da de sidste år brød ind i danske netbanker. Manden nægter sig skyldig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lettjente penge. Det var tanken, da en 60-årig mand fra Næstved sidste år fik en mail fra et udenlandsk investeringsfirma. Manden skulle blot oprette en konto, som firmaet fra tid til anden kunne overføre penge til.

Pengene stammede dog ikke fra "firmaets klienter", men sagesløse danskere, der fik deres konti lænset via netbank. Af samme årsag tog den 60-årige mand fredag plads i Retten i Næstved, tiltalt for hæleri.

Manden fungerede ifølge anklagemyndigheden som et såkaldt "muldyr", der trak pengene ud af banken og overførte dem til bagmændene. Den tiltalte nægtede sig skyldig og hidsede sig voldsomt op under retsmødet.

- Tror I virkelig, at jeg vil samarbejde med kriminelle som selvstændig erhvervsdrivende?

- Ja, det tror vi, svarede anklager Charlotte Ejsbøl.

De faktuelle forhold i sagen er både anklageren og forsvarer Jørgen Damgaard enige om. Men spørgsmålet er, om den 60-årige mand vidste, at der skete noget kriminelt.

Den tiltalte driver et rådgivnings- og ingeniørfirma lidt uden for Næstved. Han blev fristet af jobtilbuddet, da han sidste år blev kontaktet af en mand ved navn Robert Valensky. Den tiltalte skulle ansættes som "regional agent" i Danmark og overføre penge fra firmaets klienter til andre forretningsforbindelser, forklarede han i retten.

- Jeg skulle blot stille min konto til rådighed og videreføre pengene.

Den 60-årige mand fik en vis procentdel af beløbet som løn og til at dække udgifterne. Første dag på jobbet var den 12. december 2006. Hackerne fik adgang til en privat konto i Vestfyns Bank og overførte 61.396
kroner til mandens bank i Næstved.

Muldyret tjekkede sin konto samme dag og hævede hele beløbet. Han overførte derefter 44.958 kroner til en Natasha Karpova i Volgograd i Rusland via Western Union og MoneyGram. Resten blev i lommen. Blot to dage senere gentog manøvren sig. Hackerne havde held med at ribbe en konto hos BG Bank i Vejen for 57.354 kroner, som endte i Næstved.

Men mandens lokale bank anede uråd og tilkaldte politiet. Da den 60-årige troppede op i banken for at tjekke, om pengene var kommet, blev han taget med af to betjente.

Forsvarer Jørgen Damgaard gjorde fredag sit for at vise, at hans klient spillede med åbne kort. Og altså ikke havde til hensigt at begå kriminalitet. Den 60-årige mand kontaktede således både sin egen bank, sin revisor samt Told&Skat, inden han sagde ja til "jobbet". Netop for at sikre sig, at alt var i orden.

I en mail til Robert Valensky skrev den 60-årige ligeledes:

- Jeg håber, at dette er en seriøs kontakt uden spil for galleriet.

Det er aldrig lykkedes politiet at identificere hackerne, men kun muldvarpen i skikkelse af den tiltalte. Dommen skulle efter planen være faldet fredag, men sagen måtte udskydes, da anklagemyndigheden havde glemt at indkalde et vidne.

- Der er ingen konsekvenser for jeres fejl, sagde den 60-årige og pegede vredt over på Charlotte Ejsbøl.

Dommen ventes i stedet den 11. december.


Nyhedsoverblik