60-årig frikendt for svindel

Mand fra Næstved blev udnyttet af hackere, der tømte sagesløse danskeres konti via netbank.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Timelønnen var velbetalt, da en 60-årig mand sidste år hjalp udenlandske hackere med at tømme sagesløse danskeres konti via netbank.

Men manden anede intet om, at han begik kriminalitet, fastslog Retten i Næstved tirsdag og frifandt manden fra lokalområdet. Det skriver Ritzau.

Hackerne kontaktede manden over nettet og fik ham til at oprette en konto, som de frit kunne benytte under dække af, at de havde et firma.

Den 60-årige mand skulle fra tid til anden hæve de penge, som hackerne satte ind på hans konto og sende dem videre til Rusland via Western Union og MoneyGram.

Det fik han betaling for, men han handlede altså i god tro, mente dommer Kirsten Linde.

Et af forsvarsadvokat Jørgen Damgaards vidner i sagen var en revisor, som den 60-årige mand havde rådført sig med under kontakten med hackerne. Og ifølge advokaten viste kontakten til revisoren netop, at hans klient ikke forsøgte at holde noget skjult.

- Han er lettet og glad for, at retten frikendte ham, fortæller Jørgen Damgaard.

Hackerne nåede at tømme kontoer i Jylland og Fyn for i alt 118.750 kroner, før politiet greb ind.

 /ritzau/


Nyhedsoverblik