54-årig eftersøgt for vanrøgt af dyr

25 dyr efterladt og døde af sult.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 54-årig lejer af et hus i Faxe Ladeplads er lige nu eftersøgt af politiet for vanrøgt af dyr. Det skriver Dagbladet.

I går eftermiddag gjorde politiet en frygtelig opdagelse, da de på baggrund af naboklager og en henvendelse fra husets ejer skaffede sig adgang til huset. 25 dyr var efterladt i og uden for huset gennem adskillige uger, og de var døde af sult og tørst.

Det var øgler, fugleedderkopper, en skorpion og brevduer. Tre totalt udmagrede katte lå livløst på gulvet og blev straks kørt til behandling gennem Inges Kattehjem i Næstved. Otte ud af 16 øgler var også i live, og de blev kørt til vildtplejestationen ved Skælskør på Vestsjælland. I et skur bygget i haven ved ejendommen fandt man 10-15 døde brevduer.

Naboerne har gennem længere tid hørt hylende hunde og jamrende katte på ejendommen, og for tre uger siden, da Dyrenes Beskyttelse var ved adressen, lovede manden at tage sig af dyrene. Hundene forsvandt da også, måske til Lolland, hvor politiet har viden om, at han måske er flyttet ned.

Lotte Jensen fra vildtplejestationen frygter, at en stribe af den slags sager dukker op i den kommende tid, såfremt den finansielle krise for alvor vil ramme Danmark.

- Nogle af de øgler, han havde, kræver tusindvis af kroner til den rette føde, kakerlakker, fårekyllinger og særlige vitaminer, fortæller Lotte Jensen.

I begyndelsen af september blev en 37-årig mand sigtet for grov dyremishandling, da han efterlod flere hundrede krybdyr til den visse død på en nedlagt fabrik ved Fuglebjerg.


Nyhedsoverblik