45 kvikteststeder klar i Region Sjælland

Fra mandag i uge 10 åbner Region Sjælland 45 nye kvikteststeder, der skal supplere de stationære PCR-testcentre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det skal være nemt for borgere i Region Sjælland at blive testet for coronavirus. Derfor opruster regionen fra mandag deres testkapacitet med 45 nye kvikteststeder. Alle nye kvikteststeder vil bruge den nye og mere behagelige kviktest, der højst skal tre centimeter op i næsen.

quote Vi har hele tiden haft fokus på at øge testkapaciteten og samtidig sikre, at det sker tættere og tættere på borgerne

Heino Knudsen, regionsrådsformand, Region Sjælland

Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

De mange nye kvikteststeder skal understøtte sundhedsmyndighedernes anbefaling om, at borgere, som går på arbejde eller i skole, skal lade sig teste to gange om ugen som en forudsætning for, at samfundet kan genåbne.

Region Sjælland oplyser, at de nye kvikteststeder som udgangspunkt vil være stationære og have en eller flere faste åbningsdage- og -tider, og at det er muligt at blive testet uden forudgående tidsbestilling.

Højst 20 kilometer til test

Det er de enkelte kommuner, der selv har besluttet placeringen af de nye teststeder. Håbet med denne tilgang er, at kommunerne individuelt kan finde de bedste lokale løsninger, der tilgodeser forskellige grupper.

Det kan eksempelvis være, at der i nogle områder er behov for skæve åbningstider, der imødekommer håndværkeres og butiksansattes behov, mens der i andre områder er behov for at placere teststederne der, hvor der tidligere har været smitteudbrud.

Læs også
Nu bliver det rarere at få foretaget en kviktest – nye podepinde bliver taget i brug
Læs også
Nu bliver det rarere at få foretaget en kviktest – nye podepinde bliver taget i brug

Samtidig understreger Heino Knudsen (S), regionrådsformand i Region Sjælland, at nærheden er afgørende, når borgere skal testes. Derfor er regionens plan for test også lagt sådan, at borgere skal have adgang til PCR-test eller kviktest inden for 20 kilometer.

- Vi har hele tiden haft fokus på at øge testkapaciteten og samtidig sikre, at det sker tættere og tættere på borgerne. Vores indsats med test er en hjørnesten i kampen mod corona og arbejdet med, at samfundet igen kan åbnes, så vi alle kan komme tilbage til det liv, som vi længes efter.

- Derfor er tilgængelighed og et finmasket net af teststeder også afgørende for, at så mange som muligt løbende bliver testet, siger Heino Knudsen.

Kviktest giver effektiv smitteopsporing

De mange nye kvikteststeder skal supplere PCR-testcentrene samt den løbende testindsats, der finder sted af frontpersonalet på plejehjem, i hjemmeplejen, på sociale bosteder samt på skoler og uddannelsessteder, som Region Sjælland og de 17 kommuner samarbejder om.

Her er kviktestene et vigtigt supplement, fordi de hurtigt giver svar på, om man er smittet eller ej. Med kviktestene kan man altså effektivt få afsløret virus og inddæmmet eventuel smitte ved hjælp af hurtig smitteopsporing. 

Læs også
Ny lyntest skal kun tre centimeter op i næsen
Læs også
Ny lyntest skal kun tre centimeter op i næsen

Til gengæld kan kviktestene ikke sige noget om, hvilken corona-variant en person er smittet med, og denne viden er især vigtig med de mange nye mutationer, der er ekstra smitsomme. Ved en positiv kviktest skal borgerne derfor altid have udført en PCR-test efterfølgende, da det kun er denne test, der kan afgøre, hvilken virusvariant der er tale om.

Region Sjælland har pr. 1. marts fået stillet 50.000 daglige test til rådighed, fordelt på 22.000 PCR-test og 28.000 kviktest. Alle kviktest er af den nye slags, hvor borgerne podes i de ydre næsebor, og podepinden skal derfor ikke lige så langt ind i næsen, som de tidligere kviktest mange fandt ubehagelige. 

Adresser og åbningstider for alle regionens kvikteststeder kan ses her


Nyhedsoverblik