29-årig skyldig i serie af pyromanbrande

En mand fra Vestsjælland er kendt skyldig i otte påsatte brande, der bragte flere menneskeliv i fare.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

En 29-årig mand fra Vestsjælland er kendt skyldig i otte af de ni påsatte brande, han var tiltalt for.

Manden har ellers nægtet at stå bag serien af brande, der siden 2007 har spredt skræk og rædsel i flere mindre byer på det vestlige Sjælland.

Blandt de alvorlige ildspåsættelser er den 29-årige kendt skyldig i at stikke ild på et stråtækt hus i Store-Merløse, mens familien i huset lå og sov.

Kun en tililende nabo forhindrede formentlig, at ilden kostede menneskeliv.

Branden førte i første omgang til anholdelse af den 29-årige, der boede i nærheden, men da politiet ikke kunne skrabe tilstrækkelige beviser sammen mod ham, blev han løsladt kort efter.

Få måneder senere - i januar i år - var den imidlertid gal igen, da der blev stukket ild på en beboet træpavillon i Slagelse.

Her undgik en pige at indebrænde, da hun lugtede røgen og kom ud.

I sneen uden for pigens vindue fandt politiet fodspor, der førte direkte til den 29-åriges hus.

Skoene, der havde sat aftrykkene, fandt politiet ikke, men i mandens fyr lå resterne af et par afbrændte sikkerhedssko.

Dette forhold er manden også kendt skyldig i.

Den eneste af sagens ni påsatte brande, som, nævningetinget ikke mente, kunne knyttes til brandstifteren med den nødvendige sikkerhed, var et mislykket forsøg på at stikke ild til en lade i Kirke Såby i 2007.

Straffen til den 29-årige pyroman udmåles fredag.

 


Nyhedsoverblik