En betjent fik en blå finger og en ubehagelig overraskelse, da han mandag aften forsøgte at anholde en 23-årig mand i Nyråd.
Politiet blev mandag kl. 19.05 tilkaldt til et slagsmål mellem to mænd i Nyråd. Da politiet ankom til adressen, var slagsmålet ophørt, men en af mændene var ophidset og råbte og skreg.
Da betjentene anholdt manden, gjorde han modstand, og det lykkedes ham at bide den ene betjent i fingeren. Den 23-årige blev sigtet for vold mod politiet og taget med til politistationen i Næstved, hvor han nu skal afhøres.