17-årig i kunstigt koma efter lynnedslag

Den 17-årige, vestsjællandske, dreng der fredag eftermiddag blev ramt af et lyn under en golftur til Tyrkiet, meldes i bedring. Drengen holdes dog i kunstigt koma af hensyn til eventuelle skader

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 17-årige er elev på idrætsefterskolen Oure Sport & Performance på Sydfyn og var sammen med 60 andre elever på golfstudietur i Antalya i Tyrkiet.

- Eleverne var i fuld gang med golftræningen fredag eftermiddag, da et uvejr trak op, fortæller forstander Ole Hjorth.

Ifølge Ole Hjorth havde både elever og lærere registreret, at der var et uvejr på vej ind over golfbanen. Eleverne talte således afstanden til lynene og på et tidspunkt vurderede lærerne, at lynene var kommet for tæt på og kaldte derfor eleverne væk fra banen.

- Men inden den 17-årige var nået væk, slog lynet pludselig ned, fortæller Ole Hjorth.

Roser elever for førstehjælp

Ole Hjorth roser de omkringstående elever og lærere for en hurtig førstehjælpsindsats og forklarer, at efterskolen nu vil gennemgå alle regler og procedurer, for at se om der er begået fejl.

- Vi har jo hele tiden elever afsted på rejser. Vi sejler med dem, spiller golf, fodbold og dyrker andre sportsgrene og vi frygter jo hele tiden, at der skal ske en ulykke, når vi er afsted med dem. Den her ulykke er den mest alvorlige i 22 år, og nu må vi undersøge og evaluere og finde ud af om vi kunne have gjort det anderledes i Tyrkiet, og om vi skal ændre reglerne fremadrettet, siger Ole Hjorth til TV2 ØST.

17-årig i kunstigt koma

Ifølge forstanderen har den 17-årige det efter omstændighederne godt, men samtidig understreger Ole Hjorth, at han ikke har fået eksakte meldinger om den 17-åriges tilstand.

- Jeg hører fra lærerne dernede, at tingene ser positive ud. Hans forældre er ankommet til sygehuset sammen med en dansk speciallæge. Den 17-årige ligger i kunstigt koma, men ifølge mine informationer vil lægerne forsøge at vække ham i morgen, siger Ole Hjorth.


Nyhedsoverblik