16-årige taget i stjålen bil

Politiet i Slagelse måtte natten til søndag rykke ud til Skælskør for at få stoppet to unge, der drønede rundt i en stjålen bil.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

To 16-årige blev natten til søndag anmeldt for at køre "råddent" rundt i Skælskør, som politiet i Slagelse udtrykker det. Klokken 03.50 lykkedes det politiet at få stoppet de to drenge på Kobækvej uden større problemer.

Det viste sig, at bilen var stjålet fra Parkvej i byen, så de blev begge sigtet for brugstyveri. Den ene dreng er fra Skælskør, den anden fra Kalundborg. Drengen fra Kalundborg førte bilen og vil også blive sigtet for at køre uden kørekort.