15-årig opnår det umulige i bowling - som at lave to hole-in-one i golf

Stor præstation på bowlingbanen får teenager til at drømme om at gøre karriere i USA.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De blev bare ved og ved med at falde. Ikke en eneste blev stående, da 15-årige Buster Mads Christensen gjorde noget helt utroligt. 

En halvsen aften på en bowlingbane i København gjorde den unge bowlingspiller fra Haslev nemlig det, alle bowlingspillere drømmer om. 

Ikke mindre end 24 gange i træk væltede han samtlige kegler på banen og fik dermed 24 gange strike. 

I bowlingsporten hedder det at få to gange 300-serier, og højere op kan man ikke komme i bowling. 

- Det svarer til, at man laver to hole-in-one i golf, siger Buster Mads Christensen med stolthed i stemmen. 

Buster Mads Christensen håber på at få en fremtid som professionel i USA.
Buster Mads Christensen håber på at få en fremtid som professionel i USA. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Og stolt har han grund til at være. For med de mange strikes opnåede han det, mange voksne bowlere kun kan drømme om. 

Måske spillede heldet ind, men helt tilfældigt var det flotte resultat så langt fra. For Buster Mads Christensen er trods sin unge alder en erfaren bowler. 

- Bowling kommer ind i mit liv, næsten lige efter jeg kan begynde at gå, siger han. 

Hjalp med kuglerne

For bowling ligger til familien. Det var Busters morfar Kaj, der først fik øje på talentet i barnebarnet. 

Læs også
Lokal bowlingspiller vinder VM-guld
Læs også
Lokal bowlingspiller vinder VM-guld

- Han var ganske lille, dengang han begyndte at komme med i hallen. Han kunne knap nok bære kuglerne ud til banen, så jeg blev nødt til at hjælpe ham med at få dem op på banen, forklarer Kaj Christensen, der er tidligere bestyrer af Haslev Bowlingcenter. 

Morfar er ofte med i baggrunden for at støtte sit talentfulde barnebarn.

Han er ofte med på sidelinjen, når barnebarnet er med til turneringer. 

- Min morfar betyder rigtigt meget for mig. Jeg er meget glad for, at han kommer ud og støtter mig, selvom han er ved at være oppe i årene, siger Buster Mads Christensen. 

Fremtiden byder uden tvivl på flere væltede kegler for den unge bowler. 

- Engang i fremtiden vil jeg forsøge at leve af det og blive professionel spiller i USA. Der er lang vej endnu, men jeg tror på det. 


Nyhedsoverblik