140.000 ansatte i regionerne får mere i lønposen

Der er aftalt en lønstigning på lige over fem procent over tre år for de tusindvis af ansatte i regionerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er indgået overenskomstaftale for regionernes 140.000 ansatte.

Den indebærer en lønstigning på 5,02 procent over tre år. De ansatte er blandt andet sygeplejersker, rengøringspersonale og social- og sundhedsassistenter.

Det fortæller chefforhandler for Danske Regioner, Anders Kühnau (S), lørdag, hvor aftalen bliver præsenteret.

- Det har været nogle gode og konstruktive forhandlinger, vi har haft. Det er klart, at vi som udgangspunkt er uenige, når vi går ind til sådan nogle forhandlinger.

- Men det vigtige er, at vi er enige, når vi går ud af lokalet. Og det er vi, siger Anders Kühnau.

Lønstigning følger med det private

Lønstigningen betyder, at lønnen for de ansatte i regionerne følger med stigningerne i det private.

Men det er umiddelbart ikke en kæmpe belønning til eksempelvis sygeplejersker og andre, der under covid-19 epidemien har stået i frontlinjen i bekæmpelsen af sygdommen.

quote Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været nogle svære forhandlinger, præget af corona

Grete Christensen, forhandlingsleder for de ansatte

Oven i lønstigningen kommer 0,45 procent i organisationsmidler. Det er penge, som organisationerne hver især kan forhandle om i den kommende tid.

For sygeplejerskerne svarer det samlet set til 33 millioner kroner, som skal fordeles.

Forhandlingsleder for de ansatte, Grete Christensen, siger i en pressemeddelelse.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været nogle svære forhandlinger, præget af corona og den deraf følgende usikkerhed om økonomien.

- Under de givne forudsætninger er dette resultat det bedst opnåelige, siger hun.

FOA er tilfreds med stigende lønninger

Ud over lønstigningen er der aftalt ret til sorgorlov, en indsats for at hjælpe seniorer blive på arbejdsmarkedet, større fokus på arbejdsmiljø og et "nyt projekt om det digitale arbejdsliv".

Forbundsformand for FOA Mona Striib, der blandt andet repræsenterer social- og sundhedsassistenter, er tilfreds med stigende lønninger.

- For os var det afgørende, at regionalt ansatte får samme generelle lønstigninger, som på kommunernes område. Det kunne let være gået en helt anden vej.

- Jeg er også glad for, at vi får afsat midler til at løfte de lavestlønnede, samt at vi får afsat midler til organisationspuljer, som nu kan forhandles på de enkelte overenskomster, siger hun i en pressemeddelelse.

FAKTA: Sygeplejersker får fem procent i løn

Den samlede økonomiske ramme er på 6,75 procent over tre år. Lønstigningen bliver på 5,02 procent over tre år. Dermed følger lønudviklingen med på det private område.

  • Der afsættes midler på 0,61 procent til andre formål, som igennem forhandlinger med de enkelte organisationer skal udmøntes.

  • Der afsættes 0,45 procent til organisationsmidler. Det er penge, som der efterfølgende skal forhandles om inden for de forskellige faggrupper. For sygeplejerskerne svarer det til 33 millioner kroner, som der skal fordeles.
  • Aftalen dækker desuden, at der skal oprettes en lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø.

  • Der etableres en ny individuel tilgang til seniorer i regionerne, hvor man skal tage udgangspunkt i de muligheder, der kan tilbydes de enkelte medarbejdere. Det skal bane vejen for, at flere seniorer kan arbejde i længere tid.

  • Aftalen dækker også over, at der skal være yderligere digitalisering i arbejdet i regionerne.

  • Overenskomsten dækker cirka 140.000 ansatte i de danske regioner.

  • De ansatte i regionerne er blandt andet læger, sygeplejersker, jordemødre, sosumedhjælpere og -assistenter og socialpædagoger.

  • Aftalen blev forhandlet på plads af formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen og formand for Region Midtjylland Anders Kühnau (S).

Kilder: Danske Regioner, FOA, Dansk Sygeplejeråd.


Nyhedsoverblik