¨

1 års fængsel for arbejde i skunkværtshus

Foto: TV ØST

2 vietnamesiske mænd er blevet idømt 1 års fængsel for at have arbejdet med at passe skunkplanter i Sorø.

Retten i Næstved fandt tirsdag 2 vietnamesere skyldige i at have deltaget i at drive et skunkvæksthus i Sorø. De blev dømt for at have fremstillet skunk med et forventet udbytte på mere end 78 kilo hash, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

De 2 mænd er begge i 30’erne og har ifølge deres egne forklaringer været på adressen i en måneds tid forud for anholdelserne, der fandt sted 15. oktober 2013. Her havde de passet skunkplanterne ved at vande og klippe dem.

Tilfreds med dommen

De 2 mænd blev fremstillet i grundlovsforhør den 16. oktober 2013 i retten i Næstved, hvor de erkendte at have passet planterne, men nægtede at have kendskab til, at det var skunk og dermed strafbart.

Begge mændene modtog dommen på 1 års ubetinget fængsel og udvisning med indrejseforbud i 10 år og blev begge varetægtsfængslet efter dommen.

- Jeg er tilfreds med dommen. De er i hovedtræk fundet skyldige i at have deltaget i fremstillingen af skunk, ligesom de var tiltalt for. I forhold til selve strafudmålingen, så har retten tillagt det vægt, at de tiltalte havde en underordnet rolle som gartnere samt var i et afhængighedsforhold til nogle overordnede, siger anklagerfuldmægtig Sabrina Eifler.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App