I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål
Gitte Sylvest Larsen Du kan se en præsentation af de medvirkende præster her
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her
Kristian Østergaard Du kan se en præsentation af de medvirkende præster her
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her
Prædiken af Gitte Sylvest Larsen
Prædiken er endnu ikke udgivet på nettet
.
Prædikenaf Kristian Østergaard
Den norske lægprædikant Per Nordsletten lyttede engang til en meget lærd præst, der prædikede om, hvor Johannes skulle placeres. Først havde præsten en halv times diskussion med sig selv, om Johannes Døberen hørte hjemme i Det Gamle Testamente. Nej, det gjorde han da ikke. Men så i Det Nye Testamente. En halv time mere. Nej, heller ikke. Så henvendte præsten sig teatralsk til forsamlingen: ”Hvor skal vi så anbringe Døberen?” Da rejste Per Nordsletten sig og sagde: ”Du kan sætte ham her, for nu går jeg”. Per Nordsletten ville ikke høre en lang tale om Johannes. Bibelen har et eneste navn som sin kerne og stjerne. Og det navn er Jesus Kristus. Johannes var den første til at indrømme det. Vi møder Johannes denne søndag i fængsel. Her er han endt, fordi han havde kritiseret Herodes for at have taget sin svigerinde som ny kone. Den kritik endte med at koste Johannes hovedet. Det fortælles, at Johannes’ fjender efterfølgende gravede liget op for at brænde det. Men der var noget, de ikke kunne brænde: Fingeren, med hvilken Johannes havde peget på Jesus. Også i den fugtige fængselscelle er han fingeren, der peger hen på Kristus. Men nu kommer hans vidnesbyrd forklædt som et råb om hjælp: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” Tænk, at budbringeren, der så stolt havde annonceret Herrens komme, ja han må nu spørge Jesus: ”Sig mig, har jeg taget fejl? Er du egentlig den, jeg sagde, du var?” Johannes kan ikke have været i tvivl om, at han med sit spørgsmål stillede sin troløshed til skue. Altså, det svarer jo til, at man en dag spørger ham eller hende, som man har erklæret er den eneste ene: ”Jeg er blevet i tvivl om, hvorvidt du er den eneste ene eller du måske i virkeligheden bare er en mellemstation”. Her er det vist ikke vanskeligt at forestille sig, hvad den elskede så ville gøre – nemlig gå sin vej. Men Johannes Døberen var i fængsel. Det havde han ikke prøvet før. Han var dømt til døden. Det havde han heller ikke prøvet før. Den tyske humorist Kurt Tucholsky skrev engang: ”Jeg ved ikke, om jeg duer til at dø. Det er slet ikke så slemt, hører jeg nogen sige- men hvem taler af erfaring?” Og så tilføjer Tucholsky: ”Når dagen kommer og det viser sig, at jeg slet ikke er god til at dø – for det tror jeg virkelig ikke, jeg er – så vil jeg smile blegt til lægen, hvis han sidder ved min sygeseng og sige: De må meget undskylde, men det er første gang.” Ja, hvordan skulle man have lært noget første gang? Alt i denne verden kræver træning og indøvelse – men med døden er det jo første gang – og sådan er det vel også med livet. Og hvordan skal vi så kunne mestre det uden videre ovenikøbet i et fængsel? Navnet Johannes kommer af det hebraiske Jochanan, der betyder: Den, Gud er nådig. Men i fængslet blev Johannes i tvivl om Guds nåde. Og vi er vant til at sige, at det modsatte af tro er tvivl, men i forbindelse med dagens tekst vil det være mere rigtigt at hævde, at det modsatte af tro, er fortvivlelse, modløshed og anfægtelse. Johannes er på mange måder en moderne skikkelse, der ikke kan få tingene til at gå op. Der er på den ene side troen på Guds søn, og der er på den anden siden verdens og ens egen nød og elendighed. Man vil gerne tro på Jesus, men man kan ikke rigtig tro ham, for med de øjne vi ser, antager verden jammerlige dimensioner. Hvad med om Jesus demonstrerede noget af sin magt. Ja, for hvordan kan Gud tillade alt det onde i verden? Hvorfor sætter han ikke hårdt mod hårdt? Det var Johannes’ problem, og det er nok også det største religiøse problem i vor tid. Derfor der grund til at lytte til Jesu svar: ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.” Jesus svarer altså hverken ja eller nej på Johannes’ spørgsmålet. Men han svarer et citat fra profeten Esajas’ ord, men der er nogle af profetordene, Jesus undlader. Nemlig ordene: ”Nu kommer jeres Gud med hævn”. ”De ord bruger Jesus ikke, for han kommer ikke med hævn, men i stedet føjer han noget afgørende til: ”døde står op og evangeliet forkyndes for fattige”. De ord skulle med, om end de ikke stod hos Esajas. Det var Jesu svar til Johannes, der ikke kunne forstå, hvordan Jesus kunne tillade alt det onde i verden og ikke satte hårdt mod hårdt. Jesus fremdrog sine kærlighedsgerninger. Han var ikke kommet for at kue eller true, men for at elske. Det kan måske undre, at Jesus ikke med rene ord erklærer: Ja, jeg er Messias. Ham I har ventet på. Men Johannes får altså ikke et svar, der fritager ham for at tage personlig stilling. I stedet får Johannes at vide, hvad han egentlig godt ved og har erfaret. Spørger den ene ægtefælle den anden: Elsker du mig? Er svaret så: Ja, selvfølgelig. Eller er det måske i stedet: Hvad tror du selv? Tænk lige over vores liv sammen, dagligdagen, glæderne i medgang, og sammenholdet i modgang. Se dog på, hvad vi har og hvad vi gør sammen! På den fortrolighed vi har sammen, og hvor afhængige vi er af hinanden. Jesus er den lovede og ventede. Han er Kristus. Hver gang vi nævner hans dobbelte navn, bekender vi netop troen på, at vi ikke skal vente nogen anden. Jesus er Kristus. Vi holder advent, fordi den rette mand er kommet. Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden? Man forstår så godt, at Johannes spørger. Fængslet som han er. Der er ikke megen Guds herlighed i en sådan celle. Han har ikke følt sig velsignet. Men måske snarere galt afmarcheret. Det har lignet en kæmpe misforståelse. Da Jesus hører spørgsmålet svarer han: ”Frygt ikke”. Nej, han siger ikke netop de to ord, men han siger dem på en anden måde, idet han slår ud med armene og siger til Johannes’ disciple, at de må gå tilbage til fængelet og sige til Johannes Døberen, at blinde ser, døve hører, spedalske bliver rene og døde står op. Ganske vist er det kun nogle få blinde, der får synet igen. Det er også kun nogle få spedalske, der bliver renset, og der er heller ikke ret mange døve, der får hørelsen igen. Og heller ikke ret mange døde blev oprejst. Men ingen kunne længere være i tvivl om, hvilken Gud, der nu var kommet til verden. Det var en Gud, der vil vende alt, der ser slemt ud, til det bedste. I forbindelse med biskop Jan Lindhardts død fortalte en af hans døtre, at hun engang var kommet sent hjem og havde fortalt sin da meget syge far, at hun havde været til et surpriseparty. Ved du, hvad et surpriseparty er, spurgte hun ham. Lang tids tøven, og så kom svaret: For mig er det at vågne hver morgen et surpriseparty. At tro på Gud er at tro på at vi er blevet inviteret til et surpriseparty, hvor sorg vil blive vendt til glæde. Amen.