I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål
Karin Bundgaard Nielsen, Asnæs Du kan se en præsentation af de medvirkende præster her
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her
Poul Damsgaard, Sct. Mikkels Kirke, Slagelse Du kan se en præsentation af de medvirkende præster her
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her
Prædiken af Karin Bundgaard Nielsen
Genkendelsens glæde – vores liv er fuld af lyde og stemmer. Fuglene sang lystigt her til morgen – lige uden for vinduet – de er tidligt vågne – og de kan ikke holde glæden tilbage – glæden over, at foråret er i fuld gang, varmen i luften sætter sine spor – og fuglene skal til at bygge deres reder – så de små nye fugleliv kan få plads. Det er en af de lyde, som jeg sætter allerstørst pris på. Foråret er kommet, der er stadig mulighed for grøde, for liv – håbet for i morgen og dagen efter ligger i fuglenes tidlige morgensang. Man kunne sige, at det vel kan være ligegyldigt, om jeg eller I forbinder noget med fuglenes sang eller ej. Tja, det kan det vel. Det kan vel være fuldstændig ligegyldigt – sådan objektivt set – men for den, som forbinder både liv og håb med fuglenes morgensang er det på ingen måde ligegyldigt – for så får lyden nemlig en livsbekræftende effekt – og den får lov at bære med, når dagen tager sin begyndelse på godt og ondt. Der er lyde, og der er stemmer, som fylder os med genkendelsens glæde, og som følger med os på vores vej videre. Vi genkender let vores kæres stemmer – om vi så fik bind for øjnene og blev drejet rundt 10 gange – så vil vi til enhver tid kunne genkende en stemme, som har betydning for os – og som har fulgt os på forskellig vis igennem livet. Angstprovokerende er det at tænke, hvis den dag kommer, hvor jeg ikke længere kan genkende mine kæres stemmer – eller hvis jeg pludselig ikke længere forbinder noget med fuglenes sang. Hvis alle stemmer, der fylder på min vej, får lige vægt – eller lige gyldighed – og jeg på må og få blot må følge dem i flæng – uden at vide hvilken betydning de har for mig – eller om de vil føre mig det rette sted hen og med den rette bagtanke…. Tænk, hvis jeg pludselig ikke kunne genkende lyden af den gode hyrdes stemme? Tænk, hvis jeg pludselig ikke vidste, hvilken betydning den stemme fyldte mit liv med? Jesus bruger billedet af den gode hyrde om sig selv: ”Jeg er den gode hyrde – han som sætter sit liv til for fårene. I kender mig og jeg kender jer - I skal høre min stemme uanset hvor I er!” Sådan lyder løftet til os i dag. Hverken liv eller død kan adskille os fra den gode hyrde! Påskens budskab klinger tydeligt med, når Jesus siger, at han som den gode hyrde, han er, sætter sit liv til for os. Og når vi hører fortællingen, ja så regner vi os selv som en del af fåreflokken, selvom vi jo ikke var en del af den jødiske discipelskare, der fulgte Jesus dengang for 2000 år siden. Men vi tror på, at vi er blevet indlemmet i flokken - fordi Jesus understreger, at der også er andre får, som han skal lede – og tilsammen skal alle blive til én hjord under samme hyrde. Pinseunderet sker - forenet bliver vi, fordi mennesker på tværs af tid og sted, kultur og race - fordi den gode hyrdes stemme kalder på os alle. Men hvad nu hvis… Hvad nu hvis vi mister evnen til at høre stemmen – eller hukommelsen til at skelne den fra alle de mange jordiske hyrdestemmer, som kæmper om magten til at lede og regere i vores liv? Hvad nu hvis vi glemte den gode hyrdes stemme? Hans glemte det aldrig – men for Grethe blev hjemmets fortælling mere og mere udvisket af hukommelsen. Nu var de jo i pandekagehuset – alle deres længslers opfyldelse. Fattigdom og sultne maver havde de kendt til hele deres liv – men nu, nu hvor heksen selv var kommet ind i ovnen i stedet for Hans – og de bare kunne spise løs af pandekagehuset uden, at synlige farer truede, blev alle deres længslers drømme opfyldt. Sådan digter de tyske brødre Grimm i eventyret om Hans og Grethe. Langt ud i den mørke skov fulgte deres far dem – de havde ikke længere mad nok hjemme til at brødføde de to børn – og forældrene så ingen anden udvej end at føre dem væk fra hjemmet, så langt ind i skoven, at de aldrig skulle kunne finde tilbage. I stedet for at spise den humpel gammel brød, som Hans får med sig på turen, bryder han det i småstykker og kaster stykke for stykke på vejen – så han har en ledetråd til at finde hjem igen. Men da tiden kommer, og de to søskende skal bruge de små ledetråde, som Hans havde lagt på deres vej – er de væk. Fuglene kom tidligt om morgenen og spiste hver en krumme, som Hans havde lagt. Børnene finder derfor ikke hjem med det første – men kommer til at gå dybere og dybere ind i skoven – og stopper først, da de støder på heksens pandekagehus…. Da alle trængsler er ovre, og den onde heks er af vejen, opsluges Grethe fuldstændig i glæden og benovelsen over at bo i et pandekagehus, der på mange måder opfylder hvert et behov og hver en længsel, hun måtte ha´. Benovet i en sådan grad, at hun mere og mere glemmer, hvor hun kom fra – og det hjem hun for kun kort tid siden var sønderknust over at have mistet af syne. Men selvom fuglene åd de krummer, Hans smed på vejen – så havde de ikke ædt af hans hukommelse. Hans huskede stadig på, hvor de hørte hjemme. Vi kan møde mange forskellige pandekagehuse i vores liv – mange steder, som kan synes at være opfyldelsen af enhver længsel og enhver mulig drøm i vores liv. Men ofte er det sådan med den slags oaser, at de kun dækker et vist behov i os – eller at de kun er til rådighed for os en tid. Ofte er det sådan, at jeg på et tidspunkt, på den ene eller anden måde bliver revet væk fra det, som i en periode i mit liv synes at være ALT nok for mig! Mørket kan sænke sig over vores fundne pandekagehus. Vi kan føle os, som et får der ikke længere kan finde vej, og det bliver vigtigt for os at huske på den gode hyrdes stemme og den gode hyrdes budskab. Det budskab, som vi fik i dåben, da vi fik at vide, at vi er en del af hans hjord. Det er vigtigt at huske på. Ja! – Men hvad nu hvis jeg glemmer det? Hvad nu hvis jeg ikke længere kan huske mine længslers sande hjem? Hvad nu hvis jeg tror, at det jeg oplever, når jeg selv leder som jordisk hyrde – eller bliver ledet af andre – at det ikke blot er et genskin af mine længsler – men den absolutte længsel? Hvad hvis det betyder, at jeg en dag så pludselig ikke kan finde vej hjem til min himmelske far igen – fordi alverdens sorger og glæder har ædt af min hukommelse om Gud, som grådige fugle der æder små børns brødkrummer på vejen. Så har jeg i den grad brug for har jeg brug for, at der er en der minder mig om den gode hyrdes stemme og budskab igen – ligesom Hans med sine sange og fortællinger mindede Grethe om deres sande hjem, deres sande længsels sted. Vi er skabt til at være hinandens hyrder – som utrætteligt peger hen på den gode hyrde – hen på det absolutte, som intet kan adskille os fra. Jeg tror på, at den gode hyrde bevarer os i sin hjord, også selvom vi måske ikke selv kan høre hans stemme og mærke, at hans budskab beriger vores liv. Men jeg tror også på, at hvis jeg kan høre og genkende den gode hyrdes stemme og budskab, så bringer det en livsbekræftende tydning ind i mit liv, som er med til at bære mig videre af livets mange forskellige veje. Både de veje, som jeg kommer til at gå smertefrit og let og de, som jeg må gå med angst og smerte. Ligesom tilfældet er med morgenens fuglesang – når jeg tillader mig at dvæle ved den og subjektivt kan mærke, at den bærer en betydning med sig af liv og håb – så får den lov til, ikke bare at være smuk – men også, med den betydning den har for mig, at bære med på min dag videre frem. Da Grethe endelig kom hjem igen til sin fars hus – mødt af sin fars kærlige arme – da forstod hun først, at hun havde været med i et eventyr – og at livet her i sin fars arme var det ægte liv. Godt hun havde Hans med på sin vandring og godt, at Hans aldrig blev træt af at minde hende om deres herkomst og sande hjem. Jeg er den gode hyrde, siger Jesus, den hyrde, som sætter sit liv til for fårene. Jesus satte sit liv til for os og med nadveren, som vi om lidt skal dele sammen, gives vi af de brødkrummer, han indstiftede til os, så vi altid kan finde vej hjem og med hinandens hjælp aldrig glemme, at vi hører til hans hjord nu og til evig tid! Amen.
.
Prædiken af Poul Damsgaard
Prædiken er endnu ikke udgivet på nettet
.