I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål
Camilla Diderichsen, Endeslev, Vråby og Himlingøje. Jeg er fra 1973. Vokset op i København og på Fyn ved Lundeborg. Jeg har læst sprogvidenskab, religion og litteratur i nogle år og blev kandidat fra teologi på Københavns Universitet i 2004. Jeg er sognepræst i 3 smukke, landsbykirker på Stevns, hvor sammenholdet er stort og aktiviteterne båret af frivillige hænder. Jeg nyder at forkynde i kirkerne, hvor der er højt til loftet og plads til eftertanke, fordybelse og fællesskab. Jeg bor sammen med mine 3 børn, Edith, Robert og Esther. Jeg elsker at læse gode bøger, rejse ud og opleve spændende byer og fremmede lande, løbeture i skoven og Yoga i Forsamlingshuset.
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er afholdt, læse den her
Jesper Bacher, Tirsted, Vejleby, Hillested og Skørringe Født den 28. februar 1971, cand. theol. fra Aarhus Universitet 1999, samme år sognepræst på Lolland. Fraskilt far til tre. Elsker af teologi som tanketjeneste for evangeliet og ynder af ord til klargørelse og opbyggelse. Offentlig debattør og mediekommentator på Kristeligt Dagblad. Nyder af maltwhisky og henført af løbeglæde
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er afholdt, læse den her
Søndagens tekst:
.
. .
-->
Prædiken af Camilla Diderichsen
De uhelbredelige – sådan hedder et nyt TV program om nogle danskere, der har fået stillet en dom af lægerne, for nogle af dem er det en dødsdom. De uhelbredelig nægter at give op. De vil gøre alt, hvad de kan for at blive raske igen. De tager sagen i egen hånd. Sådan er det også ved Betesdas dam. En masse syge mennesker er forsamlet. Der er krøblingene, de lamme og syge. De står alle sammen og venter, venter på, at en engel skal vise sig og bringe vandet i bevægelse. Klar til at være den første, der springer i vandet, når det sker. Klar til at skubbe de andre væk. Det er alle krøblingernes og de syges kamp mod alle. Den første i, så er man rask og får livet tilbage igen. Her betyder farten noget. Først i, først rask. Og her ved dammens bred står en syg mand. Vi ved ikke, hvad han fejler blot, at han har været syg i 38 år, og at det ikke er lykkes ham at komme i vandet før de andre tidligere. Og så kommer Jesus hen til ham og spørger: ”Vil du være rask?” Hvad er det for et underligt spørgsmål. Manden er jo syg. Han står og venter på at kaste sig i vandet som den første så han kan blive helbredt. Også spørger Jesus ham om han gerne vil være rask. Umiddelbart kunne det måske se ud til, at Jesus siger til manden, at hvor der er vilje, er der en vej. Altså at mandens sygdom primært består i hans manglende vilje til helbredelse, så han ligesom selv er skyld i, at han stadig står der ved Betesdas bred efter 38 år. Men det tror jeg ikke, er det Jesus vil sige med sit underlige spørgsmål. Jeg tror ikke Jesus vil sige – gør som De Uhelbredelige – tag sagen i egen hånd. Tag på en 100 km lang pilgrimsrejse, selvom du er død syg, for at komme tættere på mig og på din helbredelse. Kæmp for alt, hvad du har kært. De fleste af jer kan sikkert huske den frygtelige Tsunami i Thailand for nogle år siden. Og I har sikkert hvert jeres frygtelige billede af begivenheden på jeres indre nethinde. Jeg husker særligt en dansker, der overlevede. Han havde det ikke særligt godt med at være en af dem, der overlede katastrofen, for han havde kæmpet mod en masse andre mennesker om en plads på et hustag. Han havde skubbet og mast for at være den, der først kom op og fik den dyrebare plads på bekostning af alle de andre. Hans selvoprettelses drift havde været så stor, og han overlevede. Men han kunne ikke glemme alle de andre ansigter, der lå dér i vandet og kæmpede for deres liv, prøvede at holde sig oven vande og undgå forhindringer. De havde ikke været helt så heldige eller helt så stærke og overlevelsesdygtige som ham. Det var de svage, der omkom. Det var kvinderne, børnene og de ældre. Alle dem, der ikke havde kræfterne til at skubbe de andre væk og holde sig svømmende i de store bølger. At sige til alle dem, der omkom i vandmængden, at hvor der er vilje, er der en vej, er måske det mest kyniske og hensynsløse i verdenen. Og det er klart, at det ikke er det, som Jesus mener, når han spørger den syge mand, om han gerne vil være rask. Men hvad mener han så med sit mærkelige spørgsmål? Måske er det ikke skyld Jesus vil give den syge mand men håb. Håb om, at han faktisk kan blive rask. Man kan i hvert fald godt forstå, hvis den syge mand har mistet håbet om, at det skal blive hans tur til at komme først i, mens han står der og ser rundt på alle de andre mere stærke og overlevelsesdygtige. Han har heller ikke nogen, der kan hjælpe ham med at komme først. Han ligger dér helt alene. I modsætning til englen, der fremprovokerer et gedemarked af alles kamp mod alle blandt de syge med den stærkeste som sejresherren, henvender Jesus sig til ham, der står uden en mulighed for at klare sig i kapløbet mod de andre. Han har hverken evnerne eller forbindelserne i orden. Vil du være rask – sådan lyder spørgsmålet. Den syge besvarer ikke en gang spørgsmålet. Han undskylder bare. Han siger, at han INGEN, der kan hjælpe ham. Undskyldninger, opgivelse og resignation. Han har mistet al tro på, at det skal lykkes for ham en dag. Måske endda mistet troen på Gud. Han beder i hvert fald ikke til ham om at blive rask, eller ved at det er ham, der viser sig for ham. Han spørg ikke en gang, om det menneske, der står foran ham, vil hjælpe med at få ham først i. Det afgørende er ikke undskyldningerne, opgivelsen, troen eller håbet. Det afgørende er ikke, at vi tager kampen i egen hånd og prøver at kæmpe os til en helbredelse. Det afgørende er, at der er én, der kommer os i møde. Når vi klager og siger: ”Hvad har jeg dog gjort, siden jeg har fortjent dette?”, så må svaret være, at vi har glemt, at vi kom med tomme hænder og at alt er givet os, og at vi intet skylder os selv, men får ALT af Gud, og at han er der stadig, når alt og alle svigter. Vi har glemt, at helbredelse ikke er vores eget ansvar – hvad enten det lykkes eller ej. Og det er det glædelige budskab for os, at vores forhold til Gud ikke kommer an på os selv og vores evner eller mangel på samme men på Gud, at han kommer os i møde. Der kræves intet af os, for at Gud vil have med os at gøre. Det kommer ikke an på, hvor stærke og overlevelsesdygtige vi er. Om vi har viljen til sejr, men på at Kristus kommer os i møde, og giver os det, som vi ikke magter selv. Troen er ikke noget, vi mennesker selv kan gribe, når vi er allermest fortvivlede. Håbet er ikke noget, vi selv kan opbygge, når vi føler håbløsheden stærkest. Troen er en gave, der skænkes os af Gud, gratis, uden at vi har gjort os fortjent til den, uden at vi har vist os værdige til den. Troen er fortvivlelsens modsætning, for i troen gives vi altid en ny mulighed. Og sådan er det også med håbet. Og derfor lyder Jesu afsluttende ord til den syge mand også til os. ”Rejs dig og tag din båre og gå”. Ud til livet - væk fra håbløsheden. I en tro på, at Herren finder os alle, også når vi har mistet troen og håbet på os selv. Amen
.
Prædiken af Jesper Bacher
Jeg tror, at alle kender til at blive fanget af ord. En bestemt formulering bider sig fast og dukker op igen og igen. Noget går os på hjernen, som vi også siger. I disse solrige septemberdage er der nogle ord fra Olfert Richardts sang ”Skønne september”, som ofte melder sig hos mig, når jeg ser lyset i træerne. De lyder i al enkelhed: ”Guldsol i guldløv varmt for livet kæmper”. Bladene er begyndt at gulne, og solen forgylder og skænker glans til løvet. Det er såre smukt, men vi ved godt, at forgyldningen ikke kan standse forfaldet. Der kæmpes varmt for livet, men, som efteråret går, ebber livet ud, bladene falder og visner. Efteråret er skønt og dog vemodigt, lyset er stærkt, men det bliver mindre af det, solen luner, men der er alligevel kølighed i luften, løvet blusser, men det er et dødstegn. Efteråret følger årets gode høst, men efterfølges af vinterkulde, ligesom de varme hænder følges af dødens istaphånd. ”Guldsol i guldløv varmt for livet kæmper” hedder det i sangen, men kampen for livet krones ikke altid med sejr. Ja, faktisk er vi overladt til os selv dømt til at tabe. Alle skal vi jo dø, selv om vi lever længere og længere, og før det kommer så vidt, kan man opleve mangt et nederlag i kampen for livet. Der er så meget, som kan dø, før vi selv dør, de nære og de kære, venskaber og ægteskaber, tillid og tro, styrke og helbred, arbejdsglæde og livsmod, håb og fremtidsudsigter. Døden har mange former, og livet er udsat på mange måder. Det er løvfaldstid, men alt vores står også for fald. Efterår er en påmindelse om det forhold, som maner til ydmyghed og værdsættelse af det flygtige liv og eftertanke over menneskets vilkår. ”Guldsol i guldløv varmt for livet kæmper” lyder sangen, men engang for længe siden var der en mand, som næsten havde opgivet kampen. Det kan man ikke fortænke ham i. Han havde været syg i 38 år, og der var ikke udsigt til bedring. Han lå ved Bethesda dam i Jerusalem, og han kom aldrig længere frem på ventelisten, for hver gang englen havde bragt dammen i oprør, var der nogle, som kom i vandet før ham. Manden havde ingen til at hjælpe sig. Han havde ikke forbindelserne i orden og følte sig overladt til sig selv. Selv om der er mere retfærdighed til i det danske sundhedsvæsen end ved Bethesda Dam, så kan man udmærket være ene blandt mennesker og der kan være knaphed på hjælpende hænder. Så længe vi er selvhjulpne, tænker vi måske ikke så meget over det, men vi kan hurtigt blive afhængige af andres hjælp, og der er så nogen, som vil bistå os? Er der nogen, som vil bære os til dammen eller andre steder, bære os ikke bare på båre, men også med gode ord og kærligt nærvær? Det kan vi håbe på, men det er ikke nødvendigvis sådan. Mennesker er ikke altid til at stole på. Det skal ikke gøre menneskefjendsk, men menneskekundskab tilsiger, at mennesker kan være såre ustadige størrelser. Vi ved ikke, hvorfor den lamme mand ikke har nogen til at hjælpe sig, men det er hans situation, da han møder Jesus, som stille det umiddelbart mærkværdige spørgsmål: ”Vil du være rask?”. Jeg ved godt, at det er et pædagogisk mantra, at der ikke findes dumme spørgsmål, men det kunne lyde som et af slagsen. Prøv at gå stuegang på et af landets sygehus og spørg patienterne: ”Vil du være rask?” Mange ville nok høre det som en dårlig vittighed. Selvfølgelig vil man da være rask. Men der er også den mulighed, at man kan høre spørgsmålet, som: ”Er du klar til at blive rask? , ”Er du rede til at modtage hjælp?”. Det er den lamme, men hvad hjælper det, når der ikke er nogen til at hjælpe ham? Han kan bare henvise til sine håbeløse omstændigheder. Efter 38 år er han ikke kommet helbredelsen nærmere. Hans vilje betyder så lidt, hans vilkår betyder alt. Der kan også være andre omstændigheder som synes håbløse. Man kan være lammet i andet end lemmerne, man kan være fastlåst af så meget, fanget af gæld og sygdom, af mennesker og sociale forhold og allehånde modgang, og synes, at man ”ikke har et menneske til at hjælpe sig”. Måske nyder man en vis sympati og medlidenhed hos sine omgivelser, men der er ikke et menneske, som virkelig kan eller vil hjælpe. Det er imidlertid der, at den lamme og alle andre, der siger som ham, tager fejl. Der er altid en, som kan og vil hjælpe. Der er altid Jesus Kristus. Det er ikke et letkøbt udsagn, og Jesus Kristus er ikke at ligne med lampens ånd, som giver os alt, hvad vi ønsker i en ruf. Hans hjælp kommer på hans måde og til hans tid, men der er altid hjælp at hente hos Jesus Kristus. Der er altid liv i ham. Der er altid lys i ham. Hvad end der overgår os, det overtrumfes af Jesus Kristus. Det er ikke vores omstændigheder, som får det sidste ord. Det er ikke det, som lammer os, der får lov at bestemme. Det er ikke andre mennesker, som holder os i deres hånd. Det er Jesus Kristus, som er Herre, frelser og dommer. Vi er ikke det liv, vi fik, vi er det liv, som han giver os. Sit eget liv fuld af kærlighed og sandhed, nåde og barmhjertighed. Det siges fint i en kær gammel salme ”Du, Herre Krist”, hvor det hedder: ”Hvad nød er der, hvor du er nær?” Ikke at nøden er væk, men nøden har mødt sin overmand, hvor Jesus Kristus er nær, nøden skal ikke vare ved, ikke sejre. At møde Jesus Kristus er døden for nøden – selv om dødskampen kan vare længe. I evangeliet helbredes den lamme for sin sygdom med ordene: ”Rejs dig, tag din båre og gå”. Jesu ord rejser lamme, så han kan tage sit gamle liv under armen og forlade de syge ved Bethesda dam. Ordet får den lamme på benene. Senere mødes Jesus og manden igen, denne gang på tempelpladsen, og Jesus siger til manden: ” Nu du er blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre”. Forventer Jesus, at manden skal være en engel efter sin helbredelse? Næppe. Vor Jesus Kristus er fuld af tro, men blottet for illusioner. Det skal imidlertid høres som en formaning til tro, om ikke at forfalde til den vantro, at der ikke skulle være hjælp at hente. Den lange lammelse var slem, men der kan ske manden noget værre. Hvad hjælper det, at han gå på sine ben, hvis han går fortabt, fordi han taber Jesus af hjertet? Hvis han glemmer, hvem der hjælper i nød og død? Folkekirkens Nødhjælp er en organisation, som formidler hjælp til verdens fattige. Guds nødhjælp er Jesus Kristus Gud og mand, som formidler hjælp til alle, som er fattige i sjælen, alle de, som lider under skyldens, skrøbelighedens og dødens nød, du og jeg og ethvert menneske. ”Jeg har ikke et menneske til at hjælpe” sagde den lamme til ham, som er vores evige hjælper, forbarmer og trøster. Han, som helbreder, også på sabbatten, for kærligheden hviler ikke på hviledagen. Hvordan det siden gik den lamme, siges der ikke meget om. Vi hører bare, at han bærer rundt på sin båre og fortæller jøderne, at det var Jesus, som gjorde ham rask. Måske fortalte han det også til andre, ja, måske holdt han aldrig op med at fortælle det. Det ved vi ikke, men vi ved, at vi er stillet som manden ved Bethesda dam. Vi har brug for hjælp, vi har brug for en frelser, vi har brug for Jesus Kristus. Nogle vil ganske vist mene, at de sagtens kan stå på egne ben uden Jesus Kristus, men ingen kan selv gå til himlen. Alle må bæres af Jesus Kristus eller blive liggende i håbløsheden. ”Jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig”. Jo, du har, du har Gudsmennesket, Jesus Kristus. Grib om ham, og du skal ikke se dødens mørke, men evigt lys for enden af dit efterår. Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således nu og altid og i al evighed. Amen
.