I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål
Lars Oliver Stuhr, Nørre Alslev og Nørre Kirkeby Jeg er født i 1975 og opvokset i København. Herfra blev jeg også teologisk kandidat i 2012. Jeg var under studiet særligt optaget af de filosofiske discipliner og den praktiske teologi.Jeg har været i et barselsvikariat på Fyn inden jeg kom til Nørre Alslev-Nørre Kirkeby på Nord-falster i 2014Jeg lever sammen med Sharon, som er special-pædagog i København. Hendes to store piger på 15 og 17 er langsomt ved at flyve fra reden, og sammen startede vi så forfra med lille Benjamin, som kom til verden for fuld kraft i sommeren 2015.Derudover spiller jeg rockmusik og maler.
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her
Jesper Blomgren, Ørslev og Udby Du kan se en præsentation af de medvirkende præster her
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her
Prædiken
Prædiken er endnu ikke udgivet på nettet
"Med Gud som medlider"I dag er det palmesøndag, den dag som indleder det der i kirken kaldes den stille uge op mod påsken. Og i evangeliet hører vi om at Jesus bevæger sig ind i Jerusalem på et æsel mens han hyldes med palmeblade. Jesus hyldes ligesom den tids konger der vendte hjem med enten sejr eller fred. Men der er den afgørende forskel at Jesu sejr skal vindes gennem hans fornedrelse og død på korset. Alt det som vi skal høre om i påskens evangeliefortællinger i den uge der ligger foran os.
I dag møder vi en dødsmærket mand. Jesus giver selv mange gange gennem evangelierne udtryk for at han er helt klar over at han er Guds offerlam, og tiden er nu ved at være inde.
Skærtorsdagsaften, dagen før sin henrettelse hører vi feks. hvordan Jesus beder Gud om at han må slippe for sin skæbne, hvis det er muligt, men han indser i samme åndedrag, at det ikke er i hans hænder at blande sig i forvaltningen af liv og død. Lad det ske som du vil og ikke efter min vilje, svarer han straks på sit eget spørgsmål!
Man kan ikke tvinge og diktere sig til tillid og hengivenhed. Det skal vi gøre os fortjent til. Ved at vise omsorg, kunne rumme den anden, være nærværende og først og fremmest at SE den anden! Det er helt afgørende for at forstå hvorfor Gud udleverer sig til mennesket i afmagt, at huske på det!
For hvorfor skulle Gud komme til mennesket i afmagt, ridende på et æsel? Ja, netop fordi Gud på den måde vinder vores tillid, kvalificerer sig til at være med-lidende i vores liv ved at vise sin kærlighed og omsorg til os gennem Kristi offer. I dag er vores begreb om magt umiddelbart forbundet med at vind , at være den stærkeste, den hurtigste, den bedste. Derfor kan det være en meget fremmed tanke for mange af os i dag, at det kan være et udtryk for styrke at give afkald på sin magt.
Hvordan kan vi forstå hvordan det at udlevere sig i afmagt, kan være et udtryk for den største styrke?ja, det kommer til udtryk i et begreb som tilgivelse.
Den der tilgiver skal være "den store", kunne omfavne den anden og oven i det også rumme hans eller hendes fejltagelse. Samtidig har tilgivelsen ingen magt uden den modtages, hvorfor det også kræver styrke og mod overhovedet at tilbyde den. Men modtages den er det til gengæld den største og eneste magt, som kan sætte det andet menneske fri fra sin skyld. At Jesus skal gennemgå så mange lidelser, er altså et udtryk for den største styrke og generøsitet som Gud her i sin udleverethed viser mennesket, og som vi nu hver især finde ud af at tage i mod. magtesløshed, med-lidenhed og sagtmodighed.Jesus går sin død i møde med åbne øjne! Han hyldes, men er alligevel ganske alene om at gå sin død i møde, for ingen af de der står omkring har nogen anelse om hvad der venter ham langfredag!Som præst oplever jeg af og til at skulle gennemleve den sidste tid sammen med et menneske som går døden i møde. De har fået deres dom, og venter nu på at døden skal komme. Der går mange tanker og følelser gennem hovedet både på dem og mig i sådanne situationer. Hvad bruger vi vores liv til, blev det som vi ville eller er der fejl og fortrydelser vi endnu kan nå at rette op på. Kan vi forlige os med tanken om at dø, eller må vi fortrænge det, tale om noget andet? Ofte er det oven i det hele den døende der skal være den stærke overfor de pårørende. For de oplever magtesløsheden mindst lige så stærkt ved at stå ved siden af og se på mens deres elskede sygner væk. Ofte er den syge i stand til at forlige sig med døden, særligt hvis det er en ældre person, men hvad med tiden indtil? Hvor lang tid skal det vare, usikkerheden. Smerterne, bliver de værre?De angstfyldte nætter badet i sved, uroen og lidelsen der æder af de pårørende til de ikke kan mere, og må aftale at være ved den syge på skift. Der er ikke noget at stille op, og bagefter venter oven i købet sorgen over tabet. Magtesløsheden er nu den herskende følelse! Når vores følelse af magtesløshed fylder det hele, så fortvivler vi!Her mærker vi sandheden i at ethvert menneske bærer sine egne byrder. Eller hvadMed-lidenhed er et ord som mange bakker tilbage for "jeg vil ikke have nogens med-lidenhed" siger vi, altså en stolthed i at man nok skal klare sig selv!Dog kender vi jo alle sammen det at det kan være en stor hjælp i at gå gennem svære ting og lidelser med en én. En som står ved siden af, og bare det at der er én der ser vores lidelse, gør at den på mærkelig vis lidt nemmere at bære. Som med-lider i hinandens liv giver vi værdighed og styrke bare ved at se den anden. Vi hører at Jesus rider "sagtmodig" ind i mod Jerusalem. Ordet "sagtmodig". betyder "sagte mod" det stille mod, feks. modet til at udholde magtesløshed og lidelser sammen. Når vi tænker på mod, så er det ofte noget vi forbinder med amerikanske filmhelte. Jeg ser i hvert fald straks John Wayne, Iron-man og hvad de ellers hedder for mit indre blik. Men det stille mod er der ingen hyldest og medaljer for. Det stille mod, det der bærer os igennem når livet bliver umenneskeligt hårdt og vi står magtesløse overfor det.
Jeg tror at det sagte mod er den vigtigste og mest krævende form for mod overhovedet. Med Gud som vores sagtmodige medlider, kan vi være med til at give styrke hos mennesker i nød, fordi Gud er midt iblandt os og deler magtesløsheden med os. For Jesus var jo netop ikke alene. Han havde jo en med-lider i Gud. amen!
Prædiken
Uddrag:
I dag handler det om Jesus, som ridder ind i Jerusalem. Det er hans sidste ridetur, som minder om hans første. Dengang var han endnu ikke født, men lå inde i maven på sin mor, Maria, på vej til Bethlehem. Det er følelsesladet, rideturen er fyldt med modsatrettet følelser. Han er sikkert fyldt med sorg, for han ved hans time er kommet, den time er kommet hvor han skal vende sorgen til glæde. Han glæder sig over det nye liv, som han skal bringe til verden, den herlighed, og sejr og befrielse, som skal vise verden en ny begyndelse. Sorgen er ikke fortvivlelse, hvor han ingen mulighed ser. Det er som at trække vejret – at ånde muligheden ud og nødvendigheden ind. Fortvivlelse er, når man ingen muligheder ser - hvis man ikke kan ånde ud og se mulighederne i ens liv. Fortvivlelse er, hvis man kun ser nødvendigheden og låste døre. Jesus selv har sammenlignet sin død og opstandelse med en fødsel. Han siger til sine venner kort før sin død; Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet. Men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden.På græsk og latin er ordet for lidelse og lidenskab det samme. På latin hedder det passion, og på græsk pathos. Lidelse og lidenskab har deres oprindelse i det samme ord, fordi de er forbundet. Det som vi kan lide, kommer vi også til at lide for… (Resten måtte man opleve i Udby kirke søndag den 29. marts).
.