I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål
Lars Bernhardt Hansen, Gerlev, Slots Bjergby, Lundforlund og Sludstrup. Født 10. februar 1972. Opvokset i og omkring Holbæk. Cand. Theol. fra Københavns Universitet i 2010. Samme år tiltrådte jeg mit første embede i Lundforlund-Gerlev-Slots Bjergby-Sludstrup pastorat. Her er min kone, der også er præst, vores tre børn og jeg faldet godt til, og her drømmer vi om at blive. Jeg har beskæftiget mig intenst med erkendelsesteori og den filosofisk-dogmatiske side af kristendommen og er især optaget af treenighedsbegrebet og Guds inkarnation. At Gud blev menneske er for mig en rystende og glædelig tanke, hvilket det kræver stor opmærksomhed at fastholde den rette ydmyghed overfor. I øvrigt er jeg optaget af, hvordan kirken kommer til live, der hvor vi lever livet i fællesskab med hinanden. Altså hvordan kirken skaber og bliver folkelighed i dette ords bedste betydning.
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her
Rasmus H.C. Dreyer, Sorø klosterkirke Du kan se en præsentation af de medvirkende præster her
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her
Prædiken af Lars Bernhardt Hansen
Vi vil gerne komme med en efterlysning. Hvem er og hvor er den stumme? Vedkommende skulle være blevet helbredt for sin stumhed og være begyndt at tale. Har man set eller bedre endnu hørt ham, bedes henvendelse rettes til myndigheden for tavshed. De bedste hilsner Systemet. Her står jeg og kan ikke andet. Det skal Luther have sagt på Rigsdagen i Worms i 1521. Han var blevet indkaldt på grund af de uroligheder hans nye synspunkter medførte i riget. Luther ville blive stående på sit med mindre han kunne blive overbevist ved skriftens vidnesbyrd eller åbenbare fornuftsargumenter. Måske står han der endnu? Det siges os, at vi skal stå sammen i svære tider, og det kan være godt nok. Men hvor skal vi stå? På vores standpunkter? De steder vi står? Vi skal indtage forskellige standpunkter og gerne hinandens. Vi skal sætte os i hinandens sted. Det giver perspektiv på livet, så her bliver til at være. Vi skal lade os bevæge af hinanden – det er vores følelser for de mennesker vi omgås i det liv vi lever, det er vores indlevelse, der får os til at skifte standpunkt. Standpunkter er vilkårlige i forhold til sandheden. Og er de overhovedet vores? Vi står, hvor vi står som en følge af omstændigheder, der ofte ligger helt uden for vores magt. Vi er født i en given tid, af nogle givne forældre, på netop dette sted under de bestemte vilkår. Kun en lille del af sandheden kan indses fra det begrænsede perspektiv et standpunkt giver. Når vi i særlig grad indtager ét standpunkt, så er det først og fremmest, fordi det behager os at stå dér. Det gør os sådan rigtig veltilpas at stå på det sted. Vi er nødt til at lade os bevæge af hinanden, at indtage hinandens og skiftende standpunkter for at få perspektiv på verden. Det er hvad stor litteratur og filosofi kan give os, skiftende perspektiver, det er hvad de bibelske fortællinger kan give os. Det er først og fremmest, hvad konkrete, virkelige, levende mennesker kan give os. Det er hvad din sidemand kan give dig. Luther stod, hvor han stod. Det var godt hans standpunkt. Det perspektiv på tilværelsen, på troen og kristendommen trængte vi til blev indtaget og fastholdt. Til kirkens og alles bedste. Tak for det! Men synd og skam, hvis vi med Luther for evigt gror fast. Ikke fordi vi skal glemme det lutherske perspektiv – det ville være til skade – men fordi vi skal udvide det. Vi må lade os være bevægelige. Lade vore tanker og forestillinger være levende og ikke stillestående stilladser. De vælter for et godt ord ved tilstrækkelig storm. Luther blev stående, men hvis vi vil indtage akkurat det standpunkt, han indtog, så bliver vi i sagens natur reaktionære. Vi kan ikke hensætte os i fortiden. Der må fantasi og indlevelse til for at omsætte Luthers tanker til nutiden, fantasi og indlevelse skal der til for at omsætte et blik på tilværelsen til levet personligt liv. Vi må give sandheden liv og røst. En overtaget sandhed er i bedste fald en halv sandhed og i værste en løgn. Der ligger en trøst i den tanke, at man aldrig kan være helt sikker på, at de meninger man går ind for, er de eneste rigtige, og at det derfor ikke er absolut sikkert at verden går ad helvede til, hvis de ikke følges. (Hohlenberg) Paulus sagde: Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. (1. kor. 13,12) Sandheden viser sig som i et spejl i den menneskelige ånd. Sandheden er i den forstand subjektiv og relativ. Det er min sandhed. Den består altid i en relation mellem den erkendende og det erkendte. Mellem mig som tænkende betragter og den verden jeg iagttager. Men verden bliver til på et nyt og højere niveau ved vores erkendelse af den. Når vores erkendelse kaldes et spejl, så betyder det ikke, at virkeligheden ligger der bag ved spejlet og at vi kun ser spejlbilledet. Der er ikke nogen virkelig virkelighed bag ved vores. Nej, virkeligheden er vores. Verden, virkeligheden består til dels af de iagttagelser vi gør os på den ene side og til dels af de tanker og idéer vi danner os om vore iagttagelser på den anden side. De to tilsammen udgør den virkelige verden. Alt andet er kun en halv sandhed. Kun for den erkendende og den handlende bliver verden til. Gud sagde, at en verden skulle blive til og den blev til. Når vi iagttager et træ fx, så står vi i en specifik og konkret relation til træet. Vi indtager fra vores standpunkt et særligt, et enestående perspektiv på træet. Mit standpunkt er altså ikke en færdig sandhed men et udgangspunkt for erkendelse. Det er perspektivet, der udgør erkendelsens objektivitet. Vi erkender perspektivisk, verden spejler sig perspektivisk for vores erkendelse. Når jeg fra min plads, mit standpunkt på prædikestolen kigger ud af vinduet kan jeg knapt nok se et udsnit af virkeligheden. Jeg er nødt til at bevæge mig, at gå udenfor for at få et bredere perspektiv. Summen af fællesskabets perspektiver udgør den mulige mængde af sandhed. (Matematiske sandheders objektivitet består i muligheden for at indtage et identiske perspektiv på en sag uafhængigt af tid, sted og personlighed. Et rent tankemæssigt perspektiv). Hver enkelt individ, dig og mig i vores fællesskab besidder hver i sær en objektiv sandhed. Det betyder, at vi må anerkende hinandens perspektiver – ikke hvis vi vil sandheden nærmere – men hvis vi vil udvide vores forståelse af verden. Sandheden kan vi ikke kommer vi kun nærmere ved at danne os bedre begreber om de iagttagelser vi gør os i konkrete virkelige perspektiver. Det vil sige, at vi som individer og fællesskab er gensidigt afhængige af hinanden, hvis vi vil have den størst mulige forståelse af tilværelsen. Et ægte fællesskab er altid et fællesskab af individer. Det gælder i allerhøjeste grad det kristne fællesskab. Hvem og hvor er den stumme? Den stumme er den, der lader de andre tale for sig. Den, der underkaster sig de andres synspunkter og ikke lader sit eget perspektiv komme til orde. Den der låner sit standpunkt og bliver stående. Den gamle israelitiske religion var i en vis forstand et system af tanke- og adfærdsregulering. Systemet bestemte individets liv og indgav det dets forestillingsverden. Men nu begyndte individet at tale. Det er det egentlige foruroligende i dagens evangelietekst. Individet åbner munden. Det sker, da Jesus Kristus uddriver den stumme ånd. Det er Guds finger, der forandrer verden. Skaber den på ny. Og Gud sagde til individet: Tal! Og der blev talt. Det menneske Gud blev, Jesus Kristus, skaber nyt. Det er det provokerende ved Jesu handlinger. Helbredelserne i sig selv er ikke usædvanlige eller fremmede for de gamle israelitter. ”Ved hvem uddriver jeres egne folk de onde ånder?” Sådan spørger Jesus. De gamle israelitter kendte godt til den slags helbredelser. De skete i Guds navn ved hans magt. Jesus påstår, at Guds finger er på færde i ham – mennesket Jesus! Guds rige er kommet på jorden! Han henviser indirekte til sig selv som inkarnationen af Gud! Jeg er Gud som menneske, siger han med sine handlinger. Det er det provokerende, at han sætter sig selv lig med Gud. Han regnede det ikke for et rov. (Fil. 2, 5-11) Gud inkarnerede, blev menneske i Jesus Kristus. Det fejrer vi i julen. Han ofrede sin himmelske majestæt. Den almægtige skaber bandt sin almægtighed til afmægtigheden i et menneske. I påsken ofrer han sit liv, han giver det hen, for efter opstandelsen at være levende tilstede i disciplenes fællesskab. Den himmelske skabermagt knyttede sig til vores liv på jorden og skabte en ny virkelighed for os. Det er betydningen af, at Jesus sidder ved Faderens højre hånd. Det er lige her iblandt os. Ved troen i vore hjerter. Der bor han med al sin kærligheds rigdom. Det er pinsens glædelige budskab til os. Kirken, de kristustroendes fællesskab, vi der mødes i troen på Jesus Kristus, er en kvinde med livmoder og bryster. Som kvinden giver liv og næring til barnet således giver det kristen fællesskab liv og næring til Kristus. Eller også gør det ikke og så er han intet sted at finde. Det er i det kristne fællesskab, at Kristi inkarnation finder sted eller også finder den slet ikke sted. Det er os, der som en moder skal give liv og næring til Kristus. Det skal der personlighed og liv til. Hvis gudsriget skal virkeliggøres, så skal det virkeligøres gennem hver enkelt af os i et levende fællesskab. Det er som med erkendelsen. Vi bidrager med vores personlige levede perspektiv på virkeligheden. Og skal gudsriget virkeliggøres så sker det kun i vores personligt levede liv. I de handlinger vi udfører i de relationer, vi indgår i til hinanden. Nyskabelsen får kun liv, hvis vi giver den røst i ord og handling. Der findes ingen opskrifter. Kun inspiration i kristusfortællingen. Elske din nabo og den fremmede, det kan kun du og jeg gøre i en konkret virkelighed i fællesskab med hinanden. Det kræver fantasi og personlighed, at give gudsriget liv. Fællesskabet, kirken har brug for individerne, dig og mig ligesom vi har brug for fællesskabet. Kun sådan får sandheden gang på jord. Et fællesskab er altid et fællesskab om noget, eller i noget. Vi skal stå sammen, ja, men hvor skal vi stå? Hvad skal vi stå sammen om? Tomheden kræver at blive udfyldt. En kvindes livmoder er skabt til at bære et barn. Hvis vi ikke giver det personligt liv og indhold, skal fællesskabet nok få retning udefra. Måske af frygt og angst, måske af meningsløs underholdning og tidsfordriv, måske af en forkvaklet nationalfølelse, der ikke kommer indefra. En sådan følelse er udtryk for et mislykket og svagt forsøg på at giver udtryk for sit eget personlige livs perspektiv. Hvis vi lader fællesskabet være tomt, så flytter djævlen ind. For at sætte det på spidsen, hvis vi lader fællesskabet være tomt, så er det ikke Kristus vi giver liv og næring til, så er det Antikrist. For kirken er en kvinde med livmoder og bryster og hun er med barn. Det barn er den opstandne Kristus og du og jeg må give det stemme og hænder. Nu er sneppen kommet. Amen!
.
Prædiken af Rasmus H.C. Dreyer
En af den afdøde politikerparia Mogens Glistrups mest kendte bonmoter, var hans nemme løsning på Danmarks forsvar under den kolde krig: Afskaf hæren. Opsæt en telefonsvarer og lad den på russisk meddele: ’Vi overgiver os!’ Ja, for hvad skal det nytte; vi er jo så svage. Tænk 9. april 1940. Den dag tyskerne kom. For mig, der lever 75 år senere, er det let nok at være skuffet. Men selv dem, der var med, var skuffede. På en måde lyser en mærkelig glæde ud af de involverede danske soldaters breve og beretninger. Fjenden var i landet, nu kom kampen! Adrenalinen og fædrelandskærligheden pumpede i blodet. Ja, det minder om den glæde for fjenden og kampen, som Saxo engang beskrev heroppe i sin celle ved porten. Saxo fortæller i sin Danmarkshistorie om Kong Vermund, der regerede Danmark i 400-tallet. Han kerede sig ikke synderligt for rigets vel; han ville hellere spille terninger! Det var ganske symptomatisk for den danske ånd, der dengang lå i dvale, som det hedder. Men så en morgen ser en yngling, Folke benævnt, saksernes – det er tyskernes – skibe sejle ind i fjorden. Han vågner, springer op og iler til Kong Vermund: ”Jeg bringer glædeligt budskab, fjenden er i landet!” Og da vågner Kong Vermund til dåd. Han optager kampen, får vækket de dvaske danskere og vinder sejr. ’ Anderledes gik det som bekendt den 9. april. Soldaterne var vist ellers vågne nok. De sov med tøjet på og ventede kun på budskabet: Fjenden har overskredet grænsen. Og alarmen gik, men, sukker kornetelev Beering-Jensen fra sin beskrivelse af disse skæbnetunge morgentimer, ”hvor alt det Ragelse besværliggør ens Bevægelser”. Beering-Jensen mødte tyskerne om morgenen den 9. april i Bredebro; det besværlige ragelse var tornysteret, den store hjelm og den lange stive uldfrakke. Men så alligevel, fortsætter han, ” det er selvfølgelig meget godt at have med, naar det bliver Stillingskrig nordpaa”. Selvfølgelig troede disse soldater, der satte livet på spil for den ubevogtede danske gård, at de virkelig kæmpede. Ikke, at de var et skuespil sat op for syns skyld. Men ved Bredebro endte det hele i parlamenteren og overgivelse. Beering-Jensen slutter sin korte beretning: ”Aldrig har jeg været saa skuffet.” Sådan blev 9. april en af de grundlæggende danske taberhistorier. Derimod er Kong Vermunds historie, Folkes historie og den efterfølgende historie om Kong Vermunds søn, Uffe hin Spage, der vågnede til kæmpedåd og svang Skræp, så to saksere faldt for hans sværd og Danmark bevarede sin frihed – historier om danskerne som et kæmpende og vindende folk. Hvis vi skal blive i dagens lignelse, så identificerede de sig ikke med den stærke mand, taberen, i dagens tekst. Nej, de genkendte sig selv i den stærkere mand, i den sejrende. Tabermentaliteten havde endnu ikke fået tag i os danskere. I lignelsen om den stærke mand og hans gård, som Jesus illustrerer dagens budskab med, så skal vi notere os – at det er Satan, det er den onde selv, der er lignelsens stærke, men alligevel svage mand. En svag forsvarer, som det ikke er værd at spejle sig selv i. Han er den Onde, Beelzebul, som det hedder. Det er ham, der forsvarer sin gård, men taber – taber til den stærkere – og den stærkere, det er Jesus. Det er Gud, der vinder over den Onde. Og en sådan forståelse af lignelsen passer dårligt ind i vores idelige spejling i taberen. Det passer ikke med vores moderne og vattede forståelse af kristendommen. Ja, kristendom er kærlighed og tilgivelse – men den er altså også kamp. ”Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder”, bliver vi alle sunget ud af kirken og livet med herhjemme. Men det er som om, vi har glemt, at Jesus selv vil vise os, hvordan kristendommen er en kamp mellem godt og ondt, mellem Gud og Satan. Dagens evangelium står i Lukasevangeliet. Og her er det faktisk en pointe, at Jesus ikke dør som en gudsforladt stakkel på korset. Nej, han dør som en afklaret gud, som vores stærke Gud, hvor døden og lidelsen var en nødvendighed for at vinde sejren og livet. Her er Jesu sidste ord ikke de berømte, ’min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig’; nej, han udånder med sejren på læberne: ’Fader, i dine hænder betror jeg min ånd’. Hos Lukas er Jesus er den stærkere mand, den guddomsmand, der ene kan sejre over den velbevogtede ondes gård. Når vi som her i Lukasevangeliet møder denne kæmpende Kristus, forstår vi også, hvorfor vikingerne lod sig kristne ved ham. Den sejrende og kæmpende Kristus. Ikke ham, der hænger deroppe på krucifikset i lidelse og anfægtelse. Han sagde dem ikke så meget. Nej, det var ved den Kristus som så døden i øjnene i kamp for Gud og mand mod Djævel og død, at de fandt frihed og frelse. Den sejrende Kristus var vikingernes Kristus. Han kunne vinde over både den indre Loke og over de ydre jætter; altså vinde sejr over både og løgnen i mig, og ondskaben og ulykken uden for mig. Måske skulle vi huske på dette åndelige kampmotiv igen. For efterhånden som vi har glemt kristendommen og troen på en Gud, der kæmper for os, hvis vi kæmper for ham, har den ene dårlige – eller ligefrem onde ånd – efter den anden indfundet sig i huset. Eksemplerne er legio. Men for en god ordens skyld kan jeg inddrage mig selv og min familie: Begge mine forældre, unge i 68, faldt f.eks. for den fristelse, der hedder – ’det er samfundets skyld’! Strukturelle forklaringer, det var materielle forklaringer. Marxismen og kommunisme blev svaret. Og netop marxismen er vel et af de værste eksempler på, hvordan en på papiret undseelig utopi blev til en besættelse for tusinder og et helvede for millioner. Efterhånden som årene gik, så dampede noget af begejstringen selvfølgelig af. Jeg husker stadig den dag cirka anno 1990, hvor jeg var med min far på Karlslunde Museum for at aflevere DKP-fanen, som indtil dag havde haft sin plads lige til venstre for døren til køkkenet. Muren var faldet. Kommunismen passé. Historien slut, som det blev sagt. Men historien var langt fra slut. For var marxismen slem, var det liberale demokrati som filosofisk og meningsopfyldende rum ligegyldighed og tomhed for det evigt lidenskabelige menneske. Tilbage stod så det tomme menneske. Fejet og prydet. Et forsvarsløst og åndløst menneske, som troede sig kureret for alle former for indbildning, og hvad værre var: Troede at alle andre havde det ligesådan. Det store problem i det postmarxistiske menneske er nemlig, at det stadig regner ånd, religion, kristendom som noget ligegyldigt, og i vores iver efter at skabe nye generationer af fejede og prydede mennesker indtog urene og onde ånder de tomme sjæle i stedet. Jeg ved godt, jeg maler fanden på væggen. Men dagens evangelium lægger op til det. Hvad skal vi så gøre ved det? Ja, vi kan åbne kristendommens og Danmarks gode gamle chartol igen, som Kaj Munk, engang forklarede det i en tale (1941, hvor er Gud): ”Jeg kender en Gaard”, begyndte Munk, ”der var rig paa Arvesølv i Skufferne; men den indførte en Masse moderne Bras allevegnefra, saa den tilsidst var ved at glemme, den havde sit eget Sølv i Huset.” Ungdommen grinede af de støvede, nedstuvede, gamle herligheder. Men så kom de svære tider, og hvad duede nikkel og aluminium så til? Nej, nu blev det gamle og holdbare atter taget frem og i brug – ”og viste sig at være lige saa godt som i Bedsteforældrenes Dage”. Lad os kigge ned i skufferne og gemmerne. Og se, allerdybest nede, gemt ovre i hjørnet ligger salmebogen og kristendommen. Tag den frem og støv den af. ”Op I kristne, ruster Eder”, står der i en af salmerne. ”Hvert et sår/gør dig hård/ at du altid sejren får”. Amen