I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål
Samuel Leth-Larsen, Nr. Jernløse & Kvanløse. Født i 1968 i Tokyo, opvækst i Japan, Herning og Herlev. Gift og har tre børn. Læst teologi i Århus og København. Sognepræst i Nr. Jernløse og Kvanløse sogne v. Holbæk siden 2004. Hvor står jeg teologisk? Lad mig med tilslutning svare med ord af Libby Lane, Den Engelske Kirkes første kvindelige biskop, som forleden (26. jan. 2015) blev indviet til biskop af Stockport: "Jeg læser i Bibelen hver dag, og jeg bygger min prædiken op omkring Skriften. Jeg hører Guds stemme tale til mig i den. Det former mit liv, og det tror jeg er Guds mening med verden. Bibelen betyder meget for mig, men det gør kirkens liturgi og sakramenter også, sammen med den rige historie af bøn og spiritualitet. Det er svært at sætte en bestemt teologisk mærkat på mig, og det er jeg glad for". Så vidt Libby Lane. Og hertil kan jeg tilføje: Socialt arbejde, især blandt udsatte grupper i samfundet, har før, under, og efter teologistudiet endvidere haft afgørende betydning for teologisk refleksion og virke som præst.
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her
Helle Poulsen, Vejlø Du kan se en præsentation af de medvirkende præster her
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her
Prædiken af Samuel Leth-Larsen
Det er den sidste hverdag i måneden. Endelig. Dagen er kommet – vi skal have udbetalt løn! Så vi logger fluks på E-boks og får lønsedlen frem på skærmen og vore øjne falder straks på tallet nederst på lønseddelen – hvor meget blev det så til i denne måned? ....... Men hov, kan det virkelig passe? Beløbet er alt for lavt!! Vi skynder os at printe lønsedlen ud (det var nu meget lettere i de gode gamle dage, da det charmerende røde postbud afleverede lønsedlen direkte igennem brevsprækken i hoveddøren). Lad os nu lige se engang, linje for linje, kolonne for kolonne, arbejder vi os igennem lønsedlen, mens vi regner løs. Først løseligt i hovedet og dernæst finder vi lommeregneren frem fra skuffen. Vi lægger tal sammen og trækker tal fra – det helt store regnestykke. Fast månedsløn, særligt tillæg, stedsats, overarbejdstimer, nattillæg, søn- og helligdags tillæg – og sådan kunne vi fortsætte. Vi regner løs. For tallet på bundlinien skal altså stemme. Løn og arbejdsindsats skal stå mål med hinanden. Har vi fået mindre end aftalt, klager vi. Og selvfølgelig er vi i vores gode ret til det. I dagens tekst bliver der også klaget. De arbejdere, som vingårdsejeren havde hyret tidligt om morgenen blev vrede og følte sig udnyttede, fordi de for en hel dags arbejde fik udbetalt samme løn, som de der kun havde arbejdet én time. Og mange af os kan godt forstå deres vrede. Det kan da heller ikke være rimeligt. Lige fra barnsben er vi vænnet til at tænke: Noget for noget. Vi må yde før vi kan nyde. Nogle af os har måske hørt mor eller far sige: ”Du skal passe din skolegang, hvis du vil have et ordentligt arbejde” Eller måske har de sagt: ”Hårdt arbejde betaler sig”. Og selvfølgeligt er det vigtigt at passe sin uddannelse eller sit arbejde. Vores velfærdssamfund i dag er jo ikke kommet ud af den blå luft. Nej, uddannelse og hårdt arbejde har i allerhøjeste grad banet vejen for den velstand, som mange os nyder i dagens Danmark. Derfor har vi også svært ved at forstå vingårdsejeren, når han udbetaler lige løn for uligt arbejde. Sådan kan et retfærdigt samfund ikke fungere, tænker vi. Men her må vi stoppe op. For hvis vi overhovedet skal kunne gøre os en smule begreb om evangelietekstens betydning, må vi bemærke, at denne lignelse ikke handler om et hvilket som helst samfund, men derimod om Himmeriget, om Gudsriget. Og dér gælder helt andre spilleregler. I lignelsen om arbejderne i vingården maler Jesus et billede af sig selv som en generøs arbejdsgiver. Han tæller ikke arbejdstimer og udbetaler løn efter fortjeneste. Nej, han giver glad og gerne – og alle har vi jo samme behov for Guds nådeløn. Og det er præcis dette vi kan få del i uanset om vi har været en del af Guds riges arbejde i lang tid eller i kort tid. Guds nåde uddeles ikke stykkevis eller i portioner. Hører vi Jesus til, får vi del i alt, hvad han har. Syndernes forladelse og retten til at være Guds barn afhænger ikke af vores arbejdsindsats i Gudsriget. Afgørende er det heller ikke hvor længe vi har været med i Gudsriget. Tror vi på Kristus, giver han os sin nåde uindskrænket. Besynderligt nok kan det forarge mange mennesker. Eller måske er det ikke så mærkeligt? For af natur er vi alle rethaveriske moralister. Principrytteri og millimeterretfærdighed ligger os ikke fjernt. Hvorfor bliver andre fremhævet på bekostning af mig? De burde da lægge mærke til mig og mine præstationer? Vi går og sammenligner os med hinanden. Og kan ikke forstå når andre får den ros som jeg burde have haft. Og alle disse tanker om retfærdighed og fortjeneste har vi så svært ved at give slip på. De gennemsyrer vore tanker og handlinger. Men Jesus vender hele den tankegang om retfærdighed og fortjeneste på hovedet i dagens lignelse. Og det er godt det samme. For hvis Gud begyndte at granske vore hjerter ville ikke en eneste af os kunne bestå. Det er Gud godt klar over. Derfor lader Gud i sin kærlighed nåde gå for ret. Han giver os heldigvis ikke efter fortjeneste. I stedet giver han os sin nåde ganske ufortjent. Kan det da betale sig, at arbejde i Gudsrigets vingård? Hvorfor ikke slappe af, nyde livet og så hoppe på vognen i elvte time? Hvis alle i sidste ende alligevel får den samme løn, hvorfor så knokle i vingården hele dagen? Ja, hvorfor egentlig? Har du prøvet at være arbejdsløs i en længere periode vil du vide hvorfor! Selv har jeg været forskånet for en længere arbejdsløshedsperiode, men en tre-fire måneder blev det da til, inden jeg fik ansættelse som præst her i sognene for ti år siden. Den periode var rigelig lang til, at jeg levende kan forestille mig, hvor nedbrydende det må være at være arbejdsløs i længere tid. Ens selvværd bliver simpelthen mindre og mindre, og nogle går tragisk nok helt i stykker på det til sidst. Der er ikke kun stor økonomisk forskel på om man får et dagpengekort eller en lønseddel sidst på måneden – den psykologiske effekt er ofte langt værre! Lediggang er roden til alt ondt, lyder et ordsprog. Derfor vil det også være dumt ikke at bestille noget hvis muligheden byder sig til. Og det gør den glædeligvis altid i Guds rige. For Gud mangler arbejdere til sin vingård. I stedet for på forhånd at betragte arbejdet i Guds riges vingård som hårdt slid og møje, skulle vi måske fokusere på det privilegium det er, at Gud har brug for os – ja at han kan bruge sådan nogle som os. Arbejdet i gudsriget, f.eks. i kirkeligt regi, bærer nemlig en velsignelse i sig selv. Nuvel, alligevel hænder det ind imellem, at folk udtaler om mænd og kvinder, der vælger at gå i kloster: ”Det er vel nok et stort offer de bringer”. Men en sådan udtalelse er jo en stor misforståelse! For munke og nonner betragter ikke deres kald til at arbejde i Guds rige som et offer. Tværtimod ser de det som et privilegium. Tænk at jeg er så heldig at blive udvalgt til tjeneste for Gud, er tankegangen i stedet. Ind imellem sker det, at et ældre menneske som aldrig tidligere har haft noget med kirken at gøre pludselig på sine gamle dage, begynder at blive kirkeligt aktiv. Det er dejligt, når vi oplever det rundt omkring i vore kristne fællesskaber. Det er min erfaring, at sådanne nytilkomne ældre kun har en beklagelse: ”Havde vi dog bare vidst, hvor dejligt et fællesskab der er i kirken, så var vi begyndt at komme der for mange år siden!” Måtte vi der tidligt blev en del af Guds riges arbejdsfællesskab tage ved lære af deres bemærkning. Tænk hvor Gud er god mod os alle. Ikke blot har han lovet os sin rige nådeløn til fyraften, men vi har oven i købet fået den glæde allerede nu at være i hans tjeneste. Så får hver dag da mening og velsignelse. Både her og nu i Gudsriget i denne verden, og også engang når Gudsriget fortsætter hjemme hos Gud på den anden side af døden. ”Nu erkender vi stykkevis, men da skal vi se fuldt ud”. Amen
.
Prædiken af Helle Poulsen, Vejlø
Det er en bunduretfærdig historie, Jesus fortæller i dag. Talsmanden for arbejderne, der har arbejdet i sit ansigts sved fra tidlig morgen til sen aften, protesterer på vore vegne. Det kan da ikke passe, at den varyler, der har stået og danderet den på torvet det meste af dagen, og som kun har nået at arbejde en skaldet time, skal have samme løn som ham, der har knoklet i fulde tolv timer? Det skurrer fælt mod vore begreber om retfærdighed. De er podet ind i os, fra vi var ganske små. Du skal yde, før du kan nyde. Pligterne først og så fornøjelserne. Hvis du er flittig og passer din skole, så skal du nok blive til noget. Den dovne forpasser sin chance. Vi arbejder os støt og sikkert op ad. Vi skaber vores identitet med det, vi laver. Vi er det, vi har og kan og ved. Møder vi et menneske for første gang, så er åbningsspørgsmålet næsten altid: Hvad laver du? Måske vi skal til at spørge om noget helt andet. Tror du på engle? For eksempel. Med den målestok, vi måler med, bliver vi hinandens konkurrenter. Misundelsen ligger og lurer lige om hjørnet. Det er da uretfærdigt, at jeg, der har betalt min skat hele livet og har passet på mine hårdt tjente penge, så jeg i dag har formue, nu som gammel skal betale for de kommunale ydelser, mens han, der tankeløst har brugt løs af det, han havde, får både i pose og sæk. Det er da uretfærdigt, at jeg, der har levet sundt og har motioneret og spist masser grøntsager, nu har fået kræft, mens min fede nabo, der ryger og drikker og aldrig rører sig, går fri. Den millimeterretfærdighed, vi vokser op med, kommer til kort over for livet selv. Den holder hjulene i gang. Den motiverer os og driver os. Der er ikke noget så skønt som at se sin egen indsats bære frugt. Den velfortjente løn, vi modtager, omsætter vi i skønne ferier og berigende oplevelser med dem, vi elsker og holder af. Ledestjernen i vores liv er en veludviklet retfærdighedssans, der går ud på, at ingen bliver snydt, og at ingen får for meget. Sådan prøver vi at bringe orden i det uordentlige liv og at skabe en form for ret og rimelighed. Problemet er bare, at livet selv overhovedet ikke er retfærdigt. Nogle af os fødes med en guldske i munden, andre af os har alle odds imod os fra dag 1. End ikke i døden er vi lige. Der er dem, der skrives store nekrologer om, og der er dem, der forsvinder uden, at nogen lægger mærke til det. Heldigvis har historier som den, Jesus fortæller i dag, smittet af på os. Den har farvet vores måde at indrette samfundet på. Vi har et solidarisk sundhedsvæsen. Idealet er, at vi alle, uanset hvem vi er, skal kunne modtage den samme behandling på sygehuset. Vores forkætrede danske folkeskole er også båret af tanken om, at der skal være plads til alle børn, og at ethvert barn skal have de samme muligheder i skolen som andre børn. Selv i forsikringsbranchen har det solidariske i kristendommen sneget sig ind. Når ulykken rammer, så får vi udbetalt det samme beløb, uanset om forsikringen er nytegnet, eller om vi har betalt til den i 25 år. Det er altså ikke kun millimeterretfærdigheden, der siger, at du skal yde, før du kan nyde, der styrer os. Netop fordi livet ikke er retfærdigt, netop fordi sygdom rammer i flæng, og vi fødes med forskellige udgangspunkter, og vi ikke er selv er herrer over de ulykker, vi kommer ud for, så opererer vi også med anden slags retfærdighed. I sundhedsvæsenet, i skolen og i forsikringsverdenen øver vi os i at se på hinanden med solidariske øjne. Her hylder vi et andet princip: Her yder vi efter evne, og her nyder efter behov. Men vi når stadig ikke Gud til sokkeholderne. Hans retfærdighed ser helt anderledes ud. Den er ikke båret af et what’s in it for me – eller hvad mon jeg kan få ud af det. Og den er ikke kun solidarisk, så den, der har, deler med den, der ikke har. Guds retfærdighedssans er af en anden verden. Det er derfor, at Jesus kalder sin historie i dag for en historie om himmeriget. I Guds verden er der ikke nogen millimeterretfærdighed. Vi kan ikke handle med Gud. Måske er det endda sådan, at jo bedre mennesker, vi er udi egen indbildning, desto længere væk er vi fra det, Gud drømmer om, at vi skal være. Guds retfærdighed er heller ikke kun solidarisk. Selvom Jesus siger, at vi, hvis vi har to skjorter, skal give den ene væk til den, der ingen har. Guds retfærdighed er båret af godhed, storsind, barmhjertighed og nåde. Den ser det menneske, der står på torvet med alle sine talenter, det menneske, som er glemt af alle andre, som ingen ser, og som ingen længere synes, at de kan bruge til noget. Det er vores lykke og held, at den retfærdighed findes. Når vores millimeterretfærdighed bryder sammen, når vi mister alt det, vi har, kan og ved, når vi mister vores selvværd, så rækker Gud os menneskeværd. Og når vores solidariske retfærdighedssans ikke slår til, så er Gud den, der siger: Det menneske tilhører mig! Det smukkeste eksempel, jeg kender, på noget, der bare tilnærmelsesvis ligner Jesu historie i dag, er fra København. Her er domsognet registreringssogn for de hjemløse. Når de dør, begraves de med fuld musik fra Vor Frue kirke. Deres kiste står neden for Thorvaldsen 3 ½ meter høje Kristusfigur. Jesus breder armene ud og tager imod den hjemløse, som får præcis samme løn i himlen som myreflittige Mærsk Møller. Slut.