20.03: Kom Hitler i himlen?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

.

Lone Balle Olesen, Magleby og Holtug kirker.

Jeg er 45 år, gift med Mogens Funder Larsen, der er sognepræst i Herfølge. Vi har tre børn og bor i Herfølge. Jeg er sognepræst på Stevns og det har jeg været i 2 år. Har tidligere været sognepræst i Esbjerg og haft vikariater rundt omkring på Sjælland. Jeg elsker bøger, børn og vores sommerhus ved Vesterhavet. Er meget glad for at arbejde som præst. Det er et privilegium at få lov til at arbejde med bibelens tekster som præst og komme tæt på menneskers glæde og dele både sorg og glæde i sognene.

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er afholdt, læse den her

Solveig Ståhl-Nielsen, Bråby, Teestrup og Førslev kirker

Kultur- og religionsmøder, mødet mellem mennesker, har altid interesseret mig. Som præst er jeg optaget af, hvordan troen kan blive en levende praksis til hverdagsbrug. Og at forkynde så det kan forstås. Først er jeg uddannet i religionshistorie og islandsk fra Århus’ og Islands universiteter. I mange år underviste jeg på et sprogcenter, men begyndte så at læse teologi ved siden af, og i december 2013 blev jeg præst. Jeg er født i 1962 og opvokset i en landsby nord for Roskilde. Mine unge år tilbragte jeg på skift i Århus, København og Reykjavik, med et halvt års afstikker til Rio de Janeiro. Efter 15 år på Sydsjælland kom jeg for et par måneder siden med min mand og det yngste af vores tre børn til Førslev.

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er afholdt, læse den her

Søndagens tekst:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«

Joh 8,42-51

Prædiken, Lone Balle Olsen

I Matin Luthers store katekismus, i hans omtale af det 1. bud, du må ikke have andre guder, lærer vi at Gud er ham vi kan hælde vort hoved til, det er ham vi kan have tillid til og som hjertet hænger fast ved. Men skriver Luther: Det er både hjetets tillid og tro der gør både Gud og afgud.Det er netop det der er på fære i dagens tekster, hvor vi først har hørt fortællingen om guldkalven, som israelitterne dyrkede som deres Gud, og Johannes der beretter om en stridssamtale ml jøderne og Jesus om hvem deres rette far er. Den sande far  og sande Gud er ham som dit hjerte sætter hele sin lid til, men det hele udfordres jo af, at vi har svært ved at skelne imellem Gud og afgud, djævlen og Gud, godt og ondt.Dansen om guldkalven er det gammeltestamentlige billede på afguderi, at vores tålmodigehd ikke strækker til at vente, men at vi derfor skaber vore egne guder, som passer  til os og vores behov. Og Jesu samtale med sine modstandere er billedet på at vi gerne lader os bedrage, sålænge dette bedrag stemmer overens med vores opfattelse af livet og Gud.Djævelen er løgnens far siger Jesus til jøderne, og I er villige til at gøre hvad jeers fader lyster! I gør som isarelitterne i sin tid, danser om guldkalven, ærer den som en Gud, men hvem kan hænge sit hjerte til en udskåret figur af guld, der hverken kan tale eller tænke? Det samme gør I, siger jesus til jøderne. I lytter til ham der taler løgn til jer, I bedrages og forføres, men det er I ligeglade med, for I vil gerne forføres.Man kan mene at dansen om guldkalven  er fortsat ind i vores tid.At Gud er blevet væk i mylderet af andre guder, der fortæller os hvad sandheden er, og hvad vi skal tænke og tro om altmuligt om alverdens ting. Det er ikke let at skelne skidt fra kanel, for det som vi ser andre dyrke, det vil vi også gerne selv have del i, derfor danser vi med så godt vi kan, indtil vi en dag måske opdager at det bare er skin og bedrag, og at livets mening ikke findes i det alle spejler sig i, men i det som vi selv ærligt kan spejle os selv iKender vi Guds sandhed. Og kan vi skelne løgnen fra det sande? Det sætter teksterne i dag spot på! Mange siger, at det med Gud er for tåber. At have tillid til én som man hverken kan se eller høre.Og som man ikke engang kan se griber ind i vores liv og hjælper når vi har brug for det. Så er det trods alt mere troværdigt at danse om den gud, som alle andre også danser om.Men når vi anfægtes af Gud, så er det ofte fordi vi ikke vil tro at han er sandhed, som jesus siger i dag:Jeg siger jer sandheden, derfor tror I mig ikke. Og den sandhed er ilde hørt, fordi den sætter spørgsmålstegn ved det som vores hjerter hænger ved, men tvivler ikke på vores egen sandhed, for den er givet. Vores sandhed er at vi selv langt hen ad vejen er Gud i vores eget liv. Men hvem skal vi så blive trøstet af, og hvem skal lære os at kærligheden kommer til os udefra, og hvem skal lære os at kærligheden er det vi rækker hinanden uden tanke på egen fordel? Gud kender vi kun igennem hans egen søn, som led og opstod for os.Ham kender vi bedst når vi ærligt lader alle vore egne værn falde. Når vi åbent indrømmer at vi ikke selv skaber livet for os, men at livet er det vi dagligt modtager, og det som vi er forpligtet på at bringe videre, til gavn for vores medmenenkser. For hvis Gud er en vi kender så godt, at vi snart ikke kan skelne ham fra vore egen motiver og handlinger, hvad bliver der så af livets gåder. Og hvordan skal vi nogensinde kunne blive klogere på livet, hvis sandheden kommer fra os selv, elelr naboen?Gud er ligeså sand som kærligehden er sand. Kærligehden kan du heller ikke udgrunde. Du kan ikke gå andre mennskers tanker i sømmene, der vil altid være meget du aldrig forstår, elelr kommer overens med.Men det får os ikke til at tvivle på at kærligehden findes, og at den er levende imelelm os. På samme måde med Gud; du kan ikke ikke udgrunde ham, og nogle gange vil du føle dig svigtet, ligesom du selv vil svigte. Guldkalven Kan du så knuse, og lave dig en ny. Det kan du ikke gøre hvis Gud er dit fundament, så må du finde tilliden og troen tilbage, en tro som man ,igen med Martin Luthers ord; kan vente sig alt godt af. Amen

Prædiken, Solveig Ståhl-Nielsen

Alle dagens tekster handler om, hvad det er, vi styrer efter her i livet, og på den måde kommer det også til at handle om, hvem vi er, vores identitet – om det er Gud eller djævelen, vi stammer fra, og som dermed giver os retning i livet. Det er krasse ord og Guds vrede, vi bliver mødt med, men det er også alvorlige ting, der er på spil. Der er tale om frafald – altså det at vende sig væk Gud – og om afguderi, svigt og løgn. Når det er lige nu, vi skal høre om alt det, er det fordi vi ifølge kirkeåret er i fastetiden. Vi er på vej mod påsken og Jesu lidelseshistorie. Fasten er en tid, der i særlig grad er forbundet med eftertanke, revurdering og anger.Fasten udspringer af de 40 dage Jesus tilbragte i ørkenen efter, at han var blevet døbt af Johannes. Han stod foran sit livs store opgave, hvor han skulle åbenbare sig som Guds søn på jorden, men først søgte han ud i ørkenens ensomhed og fysiske afsavn. Måske for at tænke over, hvem han var, og hvad det var han skulle til at i gang med. - Helt alene fik han nu ikke lov at være, for djævelen opsøger ham og frister ham med mad, magt og usårlighed. Han skal bare tilbede djævelen, så vil han få alt det. Men Jesus falder ikke for fristelsen. Han holder fast i Gud og, at det alene er ham, han skal tjene. Han vender sig ikke fra Gud, og djævelen må gå igen med uforrettet sag.Anderledes er det med mennesker. Vi falder tit for fristelser. Vi hørte om det i den første læsning i dag, hvor israelitterne støbte en guldkalv, som de tilbad. Under deres vandring gennem ørkenen for at nå frem til det land, Gud havde stillet dem i udsigt, forlod Moses dem for en stund, for at tale med Gud, men folket syntes han blev for længe væk. De kunne ikke undvære en leder, så de ville lave sig en ny og fik støbt en guldkalv, som de dansede omkring og ofrede til.Guldkalven er et billede på menneskers synd, når vi giver livet et forkert fokus, når vi svigter dét eller dem, hvor vores loyalitet burde være. Så viser vores handlinger, at vi ikke har hørt Guds ord, at vi ikke har forstået, hvad Jesus sagde til os. Det kan være penge, vi danser omkring – og det er ofte den betydning, vi tænker på, når vi taler om dansen omkring guldkalven.  Men det kan ligeså godt være arbejdet, vi ophæver til en slags gud. Vi bilder os ind, at vi er uundværlige på arbejdspladsen, så vi er nødt til at være der så og så meget - og imens forsømmer vi familien eller andre personlige relationer… der, hvor vi faktisk er uundværlige. Det kan selvfølgelig også være forskellige former for anseelse, vi lader os opsluge af: politik, kunst, frivilligt arbejde kan kræve en uendeligt, og så må familien vente. Misbrug er også en form for afgudsdyrkelse, hvad enten det er alkohol, stoffer eller andet, man misbruger.  Jo, der er masser af muligheder, for at miste Gud af syne. Nogle af dem giver samfundets anerkendelse til gengæld, andre giver mest foragt, men de har lige lidt med Gud at gøre.Det er det, evangelieteksten er inde på, når den siger, at vi har djævelen til far: ”Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mine ord. I har Djævelen til Fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster” siger Jesus. Hvem, man har til far, er her bestemmende for, hvem man er, hvordan man er, hvordan man handler. Opfattelsen skinner igennem i vores gamle sen-navne: Petersen var Peters’ søn – i dag er det bare et efternavn, der går i arv, men engang sagde det noget om, hvem man var søn eller datter af. Det var vigtigt at vide, fordi det netop sagde noget om, hvilke handlinger, man kunne forvente sig af den pågældende, om det var én, man kunne stole på. Hvis man har djævlen til far, er man ikke i stand til at høre Jesus og endnu mindre til at forstå ham og dermed Gud. Det er hårde ord Jesus har til overs for sine tilhørere, jøderne, som i samtalen her også repræsenterer os, alle mennesker. Men Jesus ved, at jøderne vil have ham slået ihjel, ham, der kommer fra Gud. De er midt i en samtale om, hvem Jesus er – og han beskriver sig med de samme ord, som Gud har brugt om sig selv: ”jeg er den, jeg er”. Jøderne fremhæver nu, at de er Abrahams sønner – hvilket er det samme som at sige, at de er Guds folk. Med sin viden om, at de snart vil slå ham ihjel, er det så, at Jesus siger, at de ikke har Abraham til far, men djævlen. Og som vi alle ved, så har man nu engang den far, man har. Det er ikke noget man kan lave om på ved at beslutte sig til noget andet.Dæmoner og djævle - det er kraftfulde ord, der får livlige billeder frem på nethinden. Vi bruger dem ofte til at beskrive, når nogen er besat af noget negativt eller når noget uønsket overmander nogen – sindssygdom eller depression kan vi beskrive som indre dæmoner. Vi bruger dem også til at lægge ansvaret fra os, når vi har begået noget ondt – hvis vi er besat, er det jo ikke rigtig os selv, der har forvoldt det…Men det er også ord, vi har svært ved at tage alvorligt i dag som konkrete figurer. Det lugter for meget af katolicisme eller overtro og gamle kalkmalerier – det kan være meget underholdende, men ærligt talt… sådan en teaterfigur med dragehale, horn i panden og trefork i hånden, det kan ikke have noget på sig… Men hvis man lader være med at tænke så konkret, hvis man i stedet tænker ”det onde” eller ”ondskaben”, så er det måske nemmere at have med at gøre, for vi er jo ikke i tvivl om, at der er ondskab til i verden. Vi skal bare åbne avisen, tænde for fjernsynet eller tage en historiebog ned fra hylden, så er der beskrivelser nok af ondskabens forekomst.Så kunne man spørge, om det er noget, vi behøver at beskæftige os med. Der er vel ikke så mange af os her i Teestrup i dag, der har noget med krigsrædsler, folkemord, terrorisme eller andet af samme skuffe at gøre… Sikkert ikke. Er det så ikke noget vås, Jesus kommer med, at vi skulle have djævelen til far?– Vi er så vant til i kirken at høre, at Gud er vores far… Men ondskab forekommer også i mindre skala, langt mere udramatisk, men ødelæggende der, hvor den er. Hannah Arendt, den tysk-amerikanske filosof og jøde, talte om den ”banale ondskab”. Den består ikke bare af det, vi gør, men i mindst lige så høj grad af det, vi ikke gør. Når vi ikke griber ind overfor uretfærdighed eller ondskab, vi møder, så får vi selv del i den. Vi bliver medskyldige i, at den eksisterer og eskalerer. Og når vi falder for fristelsen til at lade os opsluge af alt muligt, der fjerner os fra Gud, så har vi djævelen til far. Sikken en uhyggelig tanke. Med den herkomst må det jo være bestemt, hvad retning vi får. Vi kan som sagt ikke bare beslutte os til at have en anden far.Men evangeliet er, at vi kan genfødes. Vi kan få Gud til far, selvom det startede ud med djævlen. Når vi begynder at høre Jesu ord, mister djævlen grebet om os. Og det skal være vores håb og vores pejlemærke. Dét skal vi styre vores liv efter. Når vi har lyst til at vende det blinde øje til uretfærdigheder, skal vi prøve i stedet at gribe ind. Når vi opdager, at vi igen har ladet os opsluge af det forkerte, må vi forsøge at ændre retning.  Når vi har begået uret mod nogen, menneske eller Gud, må vi angre. Det er et menneskeligt grundvilkår, at vi fejler.  Men Gud har ladet sin søn, Jesus Kristus, vise os vejen til ham, han magter at åbne vores ører, så vi hører – nu må vi stole på Guds nåde.


Nyhedsoverblik