I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål
Helga Tidemann Jensen, Årby Jeg er født i 1979 og er opvokset i Gørlev på Vestsjælland. Mit første møde med troen og kristendommen var gennem KFUK, hvor jeg startede 6 år gammel – her bad vi Fadervor, sang og legede troen ind. Det var fantastisk og jeg har aldrig set det som andet end en gave Folkeskolen kom og gik og i 1. g. sad min veninde og jeg i hendes seng og bladrede i den berømte ”Hvad kan du blive” og her sagde hun: - Jeg skal enten læse Teologi eller Kunstvidenskab! Jeg vidste hvad Kunstvidenskab var, men Teologi, hvad var det. Ej, sagde hun, det er sådan noget med at blive præst. Og så smed hun bogen på gulvet. I det øjeblik vidste jeg 17 år gammel, hvad jeg skulle læse og hvad jeg skulle være, og jeg har aldrig fortrudt. Jeg elsker mit arbejde som præst. Og på mange måder, så er det at være præst meget mere end et arbejde. Jeg får lov til at byde børn velkommen i Guds rige igennem dåben. Jeg for lov til at virke som agent for Guds velsignelse over menneskers kærlighed til vielser. Jeg får lov til at følge med mennesker i deres sværeste tid, når en elsket dør i forbindelse med begravelser og bisættelser. Og jeg får lov til hver søndag at sætte ord på forholdet mellem Gud og os mennesker. Og så er der alt det andet jeg holder af – konfirmander, filmklub, fællessang, samtaler og meget mere. Privat bor mig og min familie i Årby præstegård og jeg er gift med Lars og sammen har vi Thorbjørn og Roald.
Søndagsprædiken
Du kan, når prædikenen er afholdt, læse den her
Jesper Blomgren, Udby/Ørslev Jeg bliver 40 år til sommer og bor i Udby, på den skønne gamle præstegård, hvor Grundtvig også er født. Sammen med Mette, som også er præst, har jeg tre børn som går i skole og børnehave. Inden jeg blev sognepræst i Udby og Ørslev, for mere end 8 år siden, arbejdede jeg blandt andet hos Amnesty International som fundraiser og foredragsholder. Tiden på Amnesty har præget mit livssyn og indstilling til mennesker i denne verden. Jeg nyder at rejse og har opholdt mig længere tid i dels Australien og Indien. I Indien interesserede jeg mig for religionsmødet samt kristendommen som minoritetsreligion. Siden 2008 har jeg været feltpræst og betjener i dag Den kongelige Livgarden, som holder til ved Høvelte kaserne. Som feltpræst har jeg været udsendt til Afghanistan på ISAF hold 14. Når folk spørger mig, om jeg kan sørge for godt vejr, plejer jeg at svare, at jeg i forhold til Gud ikke har med driften at gøre, men udelukkende salg og marketing.
Søndagsprædiken
Prædiken er ikke på nettet
Søndagens tekst:
.
. .
-->
Prædiken af Helga Tidemann Jensen
Dagens glædelige budskab, kan ikke siges kortere: Intet kan rive os ud af Vorherres hånd. Vi er hans får, og han er vores hyrde og følger vi efter ham så er der grønne enge og rette stier for vores fødder. I dag får vi lov til at give slip på vores bekymringer, slip på tankerne om hvordan det hele nu skal gå. For Vorherre selv, Guds Søn, siger til os: Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.
Ja faktisk siger Jesus jo ordene til en masse jøder, der slår ring om ham på tempelpladsen, de vil have en bid af ham alle snakker om, og de spørger – hvor længe vil du holde os hen, hvis du er Kristus, så sig os det ligeud. Hvis du er Guds udvalgte, hvis du er ham Gud har sendt, så kom med det.
Nu er det aldrig godt at blive omringet, det var ikke godt i det vilde vesten, når cowboyderen blev omringet af indianere, det er ikke godt i skolegården, når alle er vrede fordi x har sladret, og det er ikke godt på Christiansborg, når en af dem, vi har givet magten kommer ud fra gruppemøde eller samråd midt i en krisesituation og alle journalisterne skal have deres stykke af krisekagen.
Men godt eller ej så bliver Vorherre omringet, og det kritiske spørgsmål bliver stillet – og svaret er simpelt: jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger jeg gør i min Faders navn vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får… Det kræver altså tro at være får, ja selvfølgelig gør det det, men det er ikke altid lige let, det der med tro, for kernen i troen, dens væsen er tilliden. Vorherre beder os om at have tillid til at han er Guds Søn, at han er hyrden vi skal følge efter. Og som ledetråd, når tvivlen kommer snigende siger han se på mine gerninger, se hvad jeg gjorde, lyt til hvad jeg sagde – og hav tillid til, tro på mig.
Og som det er i livet, sådan er det også i forhold til Gud. Der er en fantastisk frihed i at turde stole på den anden. Vi kender det når vi sidder på passagersædet i en bil, hvis vi har tillid til, hvis vi tror på chaufførens køreevner, så kan vi læne os tilbage, slappe af og nyde turen, men hvis vi ikke tror på den andens køreevner, så sidder vi helt anspændte med ansigtet oppe i forruden og oplyser om hver en cyklist og alle andre køretøjer i miles omkreds. Stoler vi på chaufføren, stoler vi på hyrden. Kan vi læne os tilbage og tro på at turen, at livet nok skal gå. Sådan er det at have Vorherre, at have Gud som hyrde. At turde tro og turde stole på at ved hans hjælp og vejledning, så skal det hele nok gå. Så folder vi hænderne og siger: Hjælp mig! Vis mig vejen! Vis mig hvad jeg skal gøre, og på en eller anden måde, det er i hvert fald min erfaring – så løser det hele sig, hen af vejen.
Vi er får, Guds får og det er en kæmpe gave. Også selvom vi hader at se os selv som flok dyr, i det 21. århundrede, i konkurrence samfundet skal vi jo allerhelst være unikke og selvstændige individer, der magter vores liv og jonglerer arbejde, venner, familie, fritidsinteresser og huslige pligter uden at få sved på panden, men måske netop derfor er det en kæmpe lettelse, at Kristus siger til os – ingen og intet kan rive dig ud af min hånd, du er mit får og jeg er din hyrde, og som i salmen – jeg lader dig ligge i grønne enge, jeg leder dig til det stille vand. jeg giver dig kraft på ny, jeg leder dig ad rette stier for mit navns skyld.
Når vi tør stole på det, når vi tør tro på ham, så bliver vandringen i mørkets dal også lettere, for naturligvis håber og ønsker vi for vores nærmeste og næste at livet bliver en leg, men alle der har levet bare en brøkdel af deres liv, ved at der er legende lette, gode og lyse dage og så er der tunge og mørke dage. Og det er når vi vandrer i mørkets dal – at løftet om at ingen og intet kan rive os ud af Vorherres hånd – giver frihed og lethed på trods i vores skridt. Det er her vi støtter os til hans ord, og finder trøst i det løfte vi fik i dåben – hvor han siger Og se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.
Skal vi så bare læne os tilbage i passagersædet og sige Gud du styrer vognen, og stole på at alt er godt? – nej friheden i at Gud selv i Kristus er vores hyrde, bliver aldrig et frikort til at stå på sidelinjen i verden og sige hvis Gud ville noget andet gjorde han nok noget ved alverdens uretfærdighed og ondskab. Det er ikke en frihed til at blive offer eller til at se igennem fingre med ondskab. Og det er heller ikke lige meget hvilken flok vi kører på frihjul i her på jorden – det er harmløst og ok at følge moden, det er ok at følge ernæringsregimer og motionsregimer og det er ok at 8 ud af 10 grille i dk på et tidspunkt var en Weber kuglegril. Men hvis din flok, hvis dit samfund pludselig laver umenneskelig lovgivning, pludselig forskelsbehandler og marginaliserer bestemte samfundsgrupper – så må vi tage ansvar, hvis din flok, dit modehus eller mærke pludselig får indfarvet tøj i indien af 4-årige forældreløse børn, der bader dag ud og dag ind i kemikalier – så må vi hænge blusen tilbage på bøjlen. For som hans handlinger vidner om ham, så vidner vores handlinger om os, både de ting vi gør og måske især de ting vi ikke gør. Så bliver der slået ring om nogen i skolegården eller på arbejdspladsen, så er det vores opgave at komme dem til undsætning. For Kristus viste os alle de gange han hjalp en hjælpeløs, alle de gange han forsvarede en udstødt – at essensen i det gode liv handler om at være til for den anden, at være til for vores næste.
Det er det gode liv – kampen for det gode og en plads på passagersædet med Vorherre som chauffør, han siger: Jeg har sagt jer det, mine gerninger i min Faders navn vidner om mig – og så er det op til os at tro det eller lade være. Op til dig og mig at gribe friheden i at være hans får, en del af hans flok. Amen.
Prædiken af Jesper Blomgren
Prædikenen er ikke på nettet