Tømmerupsagen: Krænkede drenge var påvirkede af alkohol

De drenge, som den 47-årige præst er tiltalt for at have krænket seksuelt, var ude af stand til at modsætte sig overgrebene.

Tema: Præst fra Tømmerup misbrugte børn i ti år
uniE095 Mere om tema
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Flere af de unge drenge, der ifølge anklageskriftet er blevet krænket af den 47-årige præst i Tømmerup ved Kalundborg, var ude af stand til at modsætte sig overgrebene, fordi de var påvirkede af alkohol eller sov.

Det kom frem i retten i Holbæk mandag morgen, hvor den 47-årige præst sidder tilalt for i alt 30 forhold om seksuelle overgreb og blufærdighedskrænkelser af syv mindreårige børn. 

En del af overgrebene er ifølge anklageskriftet foregået i præstegården. Samtidig skal manden have filmet drengene, mens de var påvirkede, og mens overgrebet fandt sted. 

Videoerne og fotos af overgrebene gemte manden med henblik på salg, lyder det i anklageskriftet.

Manden er desuden tiltalt for  at være i besiddelse af 397 børnepornografiske billeder og 33 videoer med en samlet længde på flere timer. 

Anklagemyndigheden vil foruden en fængselsstraf gå efter at få den tiltalte frataget retten til at arbejde som præst, og sørge for, at han ikke uden politiets tilladelse fremover må være i samme lokale som børn under 18 år eller bruge internettet til at komme i kontakt med børn.