Tømmerup-sagen: Præst sigtet for flere sexovergreb på børn

Den 46-årige tidligere præst fra Tømmerup, som har siddet varetægtsfængslet siden sommer, er nu blevet sigtet for flere overgreb mod børn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sagen om præsten fra Tømmerup, der angiveligt har forgrebet sig seksuelt på en række børn, bliver ved med at udvikle sig.

Mandag oplyser politiet, at den nu tidligere præst er sigtet for i alt 11 forhold om krænkelser af børn. De 11 forhold er gået ud over fire drenge og en pige i alderen 12 til 17 år.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Præsten er sigtet for at have udsat børnene for samleje, forsøg på samleje, andet seksuelt forhold end samleje og blufærdighedskrænkelse. Den sigtede har delvist erkendt nogle af forholdene.

Tømmeruppræsten fik mandag frivilligt forlænget sin varetægtsfængsling til tirsdag den 10. januar 2017. 

Nægter sig skyldig i sigtelser om samleje 

Den sigtede nægter sig skyldig i nye anklager om samleje med børn, men han erkender beufærdighedskrænkelse af tre drenge, lyder det fra hans advokat.

- Jeg har kort læst politiets pressemeddelelse med de nye sigtelser. Og det jeg kan sige, er, at min klient erkender blufærdighedskrænkelse af tre drenge. Men han nægter de sigtelser, som går på samleje, siger Thomas Philip, der er forsvarsadvokat til DR.

Derudover mener den tidligere præst ikke, at der er tale om overgreb, når en dreng er over 15 år, og at han derfor ikke har brudt loven.

- I det fjerde tilfælde er min klient af den opfattelse, at der er tale om en dreng på over 15 år og mener derfor ikke, at han har forbrudt sig imod straffeloven, siger han.

Har erkendt flere forhold

Den tidligere præst har allerede erkendt at have haft samleje og anden kønslig omgang med en 13-årig pige.

Derudover er præsten også blevet sigtet for at have haft analt samleje og anden kønslig omgang med en 12-årig dreng, men det nægter han sig skyldig i.

Manden er blandt andet anklaget for at have onaneret på den 12-årige dreng og for at have leget forskellige seksuelle lege med ham. Ifølge sigtelsen skulle manden også have tilbudt at betale for seksuelle ydelser og opfordret den 12-årige dreng til at tage nøgenbilleder af sig selv for at sende dem til ham.


Nyhedsoverblik