PFOS-ofre får erstatning for kasseret kød

Slagelse Kommune har valgt at efterkomme det erstatningskrav, som Kogræsserforeningen kom med i foråret for det PFOS-inficerede kød, de måtte smide ud.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er penge på vej til medlemmerne af Korsør Natur- og Kogræsserforening. Slagelse Kommune er gået med til at imødekomme foreningens krav om erstatning.

- Jeg er glad for, at vi får de her penge, som vi har søgt om. Så kan vi sætte flueben ved den del, siger Kenneth Nielsen, der er formand for Korsør Natur- og Kogræsserforening.

I foråret blev kalvekødet undersøgt af eksperter på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), der fandt markant høje værdier af det giftige fluorstof i kødet. Det blev vurderet, at der var en væsentlig sundhedsmæssig risiko ved at spise det pågældende kød, og derfor opfordrede Slagelse Kommune kogræsserforeningens medlemmer til at kassere de 628 kilo kalvekød, der lå rundt om i fryserne.

I maj søgte kogræsserforeningen om erstatning for det uspiselige kød, og Slagelse Kommune har nu valgt at efterkomme kravet på  31.395 kroner.

Læs også
Kogræsserforening vil have erstatning for forgiftet kød
Læs også
Kogræsserforening vil have erstatning for forgiftet kød

Det fremsatte beløb er baseret på den mængde kød, der efter instruktion fra Slagelse Kommune blev destrueret, da man fandt ud af, at det indeholdte den høje mængde PFOS.

Kommunen afviste ellers i første omgang at erstatte kødet, men nu har de ændret mening.

- Det er os, der har bedt kogræsserforeningen om at få kødet destrueret, og derfor mener vi også, at vi har en forpligtigelse til at erstatte det. Derfor har vi besluttet at efterleve det her erstatningskrav, og det, synes jeg, er den helt rigtige beslutning, fortæller John Dyrby Paulsen (S), borgmester i Slagelse Kommune

Formand tilfreds med erstatning

Formanden for Kogræsserforeningen Kenneth Nielsen er tilfreds med, at Slagelse Kommune nu har valgt at anerkende erstatningskravet. Det er et godt punktum at sætte i den del af sagen, mener han, men det er ikke alle medlemmer, der deler hans glæde over erstatningen. 

quote Jeg er glad for, at vi får de her penge, som vi har søgt om.

Kenneth Nielsen, formand for Natur- og Kogræsserforeningen

Mie Rasmussen har sammen med sin familie i årevis spist det PFOS-forurenede kød, og både hende selv, hendes mand og deres to børn har store mængder af det skadelige PFOS-stof i kroppen.

- Det her beløb fjerner ikke min frygt for fremtiden og for mine børn. Også selvom det er noget, Kogræsserforeningen har søgt om på et tidspunkt, og det har de jo gjort i god tro. Men der blev det afvist, så hvorfor er det, de tager det op nu? siger Mie Rasmussen

Ligeglad med erstatning

Kommunens beslutning om at erstatte det destruerede kød er udelukkende baseret på den ansøgning om erstatning, som Kogræsserforeningen indsendte i foråret. Kommunen har i den afgørelse derfor ikke taget stilling til eventuelle sundhedsmæssige erstatningskrav.

Mie Rasmussen sidder tilbage med et ønske om, at kommunen kommer med mere information og handling i forhold til erstatning for de sundhedsskadelige konsekvenser.

Læs også
Mies børn har store mængder PFOS i kroppen: - Det er slet ikke til at holde ud
Læs også
Mies børn har store mængder PFOS i kroppen: - Det er slet ikke til at holde ud

- Man ved, vi har kæmpestore mængder PFOS i kroppen, så ved jeg ikke, hvad det er, de egentligt vil have ud af at imødekomme os nu med den erstatning, som kogræsserforeningen har søgt. Jeg er fuldstændig ligeglad med at få erstatning for det kød. Der skal noget andet og mere til, mener Mie Rasmussen.

Slagelses borgmester John Dyrby Paulsen er enig i, at der skal gøres noget for de personer, der har forhøjet PFOS i kroppen, men hvordan ved han ikke endnu.

- Jeg synes, samfundet har en forpligtigelse til at hjælpe de her mennesker. Men hvor den juridisk lander henne, det kan jeg ikke udtale mig om endnu, siger John Dyrby Paulsen.

quote Jeg tror slet ikke, der er nogen der har forsøgt at sætte sig ind i, hvor forfærdeligt det her er.

Mie Rasmussen, Korsør

Måske hjælp til PFOS-ofre

Selvom Dyrby endnu ikke ved, hvordan sagen vil blive håndteret, forklarer han, at de prøver at finde ud af, hvordan de kan hjælpe.

- Jeg synes, det er vigtigt at finde ud af, om vi på nogen måde kan gøre noget i den her sag, og derfor støtter vi i kommunen også lige nu et forsøgsprojekt på Holbæk Sygehus, hvor man forsøger at se, om man kan få den her store mængde PFOS ud af kroppen på folk. Men rent juridisk ved jeg endnu ikke, hvor den sundhedsmæssige erstatningssag ender, lyder det fra John Dyrby Paulsen.

Læs også
Nyt håb for PFOS-ofre: Lægemiddel kan måske fjerne stoffet fra kroppen
Læs også
Nyt håb for PFOS-ofre: Lægemiddel kan måske fjerne stoffet fra kroppen

Mie Rasmussen efterspørger dog mere handling, der kan hjælpe både hendes familie og de andre PFOS-ofre.

- Det forsøgsprojekt på Holbæk Sygehus er ikke engang godkendt endnu, og det kan ikke bruges på børn, så der er stadig intet nyt for børnene, forklarer hun og fortsætter:

- Jeg har talt med flere, der har et traume efter det her, så hvorfor tilbyder de så ikke noget krisehjælp? Det er da et kæmpe chok at få at vide, at ens børn og en selv er forgiftet. Jeg tror slet ikke, der er nogen, der har forsøgt at sætte sig ind i, hvor forfærdeligt det her er, siger Mie Rasmussen.

Hun mener ligeledes, at kommunen på sigt ikke kun bør erstatte det kød, som de ramte blev bedt om at smide ud, men alt det kød som de har spist igennem årene.

Formand Kenneth Nielsen medgiver, at Kogræsserforeningen kan ansøge om yderligere erstatning, men han tror, det vil blive meget svært at få medhold i sagen.

- Hvis der er opbakning til det, søger vi erstatning for alt kødet, der er blevet spist gennem årene. Men jeg tror det bliver meget svært juridisk. Det er jo nemt at udregne erstatning for det kød, vi havde i fryseren, men det er svært juridisk at finde ud af en erstatning for det kød, vi har spist gennem årene, mener Kenneth Nielsen.


Nyhedsoverblik