Frygter medicinrester, gift og kemikalier - forsyningsselskab overvejer at droppe slam til gødning

SK Forsyning i Slagelse overvejer på sigt at droppe levering af slam til landmænd. Beslutningen kommer i kølvandet på en stor sag om PFOS-forurening.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Slam til gødning kan være fortid om nogle år hos SK Forsyning i Slagelse. Overvejelsen kommer efter, at der i foråret blev fundet høje værdier af det giftige fluorstof PFOS i slammet.

- Vi tror ikke på slam som gødning i fremtiden. PFOS er én ting, men vi ved også fra tidligere undersøgelser, at der findes medicinrester og kemikalier i det. Selv om der ikke er nogen akut risiko ved det nu, ophober det sig over tid og vil måske blive et problem om 100 eller 200 år, og så kan vi lige så godt tænke langsigtet og standse brugen af det nu, siger Jan Jørgensen, der er vandchef i SK Forsyning. 

Teknologi skal skille slammet

I april blev der målt 140 mikrogram PFOS per kilo i slammet i SK Forsyning. Det giftige stof kommer fra Korsør Rensningsanlæg, som har fået det ind fra en nærliggende brandskole, hvor der gennem flere år har været anvendt brandskum med PFOS. Stoffet er nu forbudt at bruge i brandskum, men eftersom det stort set er unedbrydeligt, kan det altså stadig spores.

Læs også
Slam fra PFOS-forurenet spildevand spredt ud over marker - det giver anledning til bekymring, mener professor
Læs også
Slam fra PFOS-forurenet spildevand spredt ud over marker - det giver anledning til bekymring, mener professor

Slam har i årevis været brugt til gødning på landmændenes marker, fordi det indeholder en masse gode mineraler, og SK Forsyning er da også i gang med at se på, hvad der kan erstatte slammet som gødningsform.

- Vi skal sondere terrænet i forhold til at se på, hvad der findes af teknologi, der kan destruere de miljøfremmede stoffer og samtidig udvinde fosfor og andre gode mineraler. På den måde kan vi lave en form for små flager, som så kan bruges på markerne, siger Jan Jørgensen.

Rensning virker 

De 140 mikrogram PFOS per kilo er det højeste tal, Jan Jørgensen har hørt om i hele Norden. Siden fundet af den høje koncentration er spildevandet fra brandskolen blevet renset, og PFOS-værdierne er nu faldet til 45 mikrogram per kilo. 

Jan Jørgensen, der er vandchef i SK Forsyning, fortæller, at de nu vil sondere terrænet for en teknologi, der kan adskille giftstofferne i slammet fra de gode mineraler, der kan bruges på markerne.
Jan Jørgensen, der er vandchef i SK Forsyning, fortæller, at de nu vil sondere terrænet for en teknologi, der kan adskille giftstofferne i slammet fra de gode mineraler, der kan bruges på markerne. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Der findes ingen grænseværdier for PFOS i slam. Ifølge Jan Jørgensen er niveauet af PFOS, der er havnet på markerne, lavt, fordi slammet er blevet fortyndet med slam fra 23 andre rensningsanlæg. Samtidig er der strikse regler for spredningen af det, og de gør, at niveauet ifølge Jan Jørgensen ligger 100 gange under jordkvalitetskravet. 

Jan Jørgensen håber, at SK Forsyning kan være klar med den nye teknologi indenfor fem år.


Nyhedsoverblik