Verdensstjerne besøgte Dragsholm Slot

Den amerikanske sangerinde Miley Cyrus er i Danmark, og mandag tog hun forbi Dragsholm Slot i Odsherred.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Personalet på Dragsholm Slot i Odsherred fik sig mandag aften lidt af en overraskelse, da den amerikanske sangerinde Miley Cyrus pludselig meldte sin ankomst. Det fremgår blandt andet af sangerindens egen Instagram-profil.

- Da jeg ser, at det er hende, tænkte jeg ikke så meget, kun at så tager vi det med, siger hotelmanager Marie Louise Larsson til TV2 ØST.

Gik tur i slotsparken

Miley Cyrus og hendes følge, som blandt andet omfattede hendes egen bror, gik en tur i slotsparken, deltog i en rundvisning på slottet og valgte derefter at tilbringe aftenen i spisehuset, hvor de indtog deres aftensmad.

Efter et par timer gik turen tilbage til København, fordi sangerinden, ifølge Ekstra Bladet, også havde planer om at aflægge Tivoli en visit.