Våbensamler skal fire år i fængsel

En 54-årig mand fra Vig i Odsherred skal fire år i fængsel for at have gemt store mængder ulovlige våben og forsøgt at sælge dem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Han havde gemt våben og ammunition på sin bopæl - nok til at forsyne en mindre hær – og han havde forsøgt at sælge våben af flere omgange.

Nu har retten i Holbæk så takseret straffen til fire år i fængsel.

Manden tilstod som ventet sine forbrydelser, og fik derfor rabat på strafudmålingen. Han havde kunne få op til seks års fængsel.

- Jeg er meget tilfreds med dommen. Især er jeg tilfreds med, at vi forhindrede våbnene i at havne hos bandemedlemmer, siger anklageren i sagen, Lasse Biehl fra Task Force Øst, politiets bandeenhed, til TV2 Øst.

Den 54-årige mand blev dømt for at have gemt 41 ulovlige skydevåben på sin adresse – og for at opbevare yderligere 14 våben ulovligt.

Derudover blev han straffet for i to tilfælde at have forsøgt at sælge våben videre. Men salget blev forpurret af politiets indgriben.

Politiet ved stadig ikke, hvad manden skulle med så mange våben.

- Hans forklaring, der blev lagt til grund, er, at han har samlet våben og ammunition i mange år og skudt lidt en gang i mellem, fortæller anklageren fuldmægtig Lasse Biehl fra bandeenheden Task Force Øst, til Ritzau.

- Kun i enkelte mindre forhold blev han dømt for at have solgt af våbnene. Og så blev han dømt for hæleri af de våben, der var stjålet fra blandt andet forsvaret, siger han.

Manden var en del af et netværk af våbensamlere og våbenhandlere på landsplan. Lige nu er yderligere tre mænd fængslet i sagen, heraf har en mand tidligere fået 15 måneders fængsel i samme sagskompleks. Politiet fandt i alt 115 ulovlige våben hos medlemmer af netværket.


Nyhedsoverblik