Uro i lokal dyrepark trods økonomisk hjælp fra Folketinget

Dyrepark i Odsherred ved endnu ikke, om den får del i økonomisk hjælp, som Folketinget har besluttet at give til akvarier og zoologiske haver.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kulturminister Joy Mogensen (S) har sammen med et flertal af Folketingets partier besluttet at sikre dyreparker, akvarier og zoologiske haver med 48 millioner kroner ekstra.

Det glæder Joan Thygesen, der er direktør for Odsherred Zoo Rescue, selvom hun ikke er 100 procent sikker på, at den lille dyrepark ved Asnæs får del i den pose penge.

Det skyldes, at regeringen i udformningen af hjælpepakken har spurgt Danish Association of Zoos and Aquaria (DAZA), der repræsenterer de 15 største zoologiske haver og akvarier i Danmark, til råds.  Odsherred Zoo Rescue er ikke medlem af DAZA.

- Umiddelbart er vi rigtig glade, men vi mangler at høre, at det ikke kun er for DAZA-medlemmer. I de her usikre tider vil man gerne lige høre de helt rigtige ord, siger Joan Thygesen.

quote I de her usikre tider vil man gerne lige høre de helt rigtige ord

Joan Thygesen, direktør, Odsherred Zoo Rescue.

Hun har derfor bedt sin revisor og Dansk Arbejdsgiverforening om at undersøge, om Odsherred Zoo Rescue får del i de 48 millioner kroner, der nu er sat af til dyreparkerne.

Medarbejderne får udbetalt løn for april, og der er også til lønudbetaling en uge ind i maj, men så er der  ikke flere penge tilbage på kontoen i den lille zoologiske have.

Får donationer til dyrene

Odsherred Zoo Rescue tager imod donationer på deres hjemmeside, og det er der rigtig mange, der har benyttet sig af, fortæller Joan Thygesen.

- Vi har fået en del små donationer, så vi har kunne købe foder og betale vores regning til hø, siger hun.

Læs også
Forlystelsesparker hårdt ramt af coronakrise - lille zoologisk have holder vejret
Læs også
Forlystelsesparker hårdt ramt af coronakrise - lille zoologisk have holder vejret

Det er blandt andet via salg af sæsonkort, at dyreparken har fået penge ind, og så er der også kommet andre typer af donationer.

- Folk har været så kreative på, hvordan de kunne hjælpe os, siger Joan Thygesen.

Hun fortæller, at Odsherred Zoo Rescue blandt andet har modtaget store portioner foder fra en venlig sjæl, der arbejder et sted, hvor der er en del grøntsager i overskud.

- Vi har fået en hel ladbil med grøntsager. To gange har vi fået det, og det varer i fire dage.

TV2 ØST besøgte Odsherred Zoo Rescue den 25. marts. Artiklen fortsætter under videoen.

     

Knuthenborg udskyder åbning

I Knuthenborg Safaripark på Lolland, der er medlem af DAZA, er man også glad for, at der bliver sat penge af til de dyreparker, der har brug for støtte.

- Det er specifikt en god hjælp for dem, som har åbent i marts og april. For dyrene skal stadig passes, så det er godt, at der er kommet en pakke, siger ejer og administrerende direktør, Christoffer Knuth.

Knuthenborg Safaripark er begyndt at åbne i påsken, og det var planen, at parken skulle være åbnet den 4. april i år.

quote Det er hamrende ærgerligt, at vi skal udskyde. Vi vil rigtig gerne i gang

Christoffer Knuth, ejer og administrerende direktør, Knuthenborg Safaripark.

Men i år bliver det ikke muligt at tage i dyreparken i påskeferien, for åbningen er blevet udskudt.

- Vi har været i lidt mere end syv sind, siger Christoffer Knuth, der sammen med resten af direktionen de seneste dage har diskuteret, om parken skulle åbne planmæssigt eller ej.

Der er nemlig god plads i Knuthenborg Safaripark, og der er ikke nogen regler, der taler imod, at parken kan holde åben. Alligevel har bestyrelsen besluttet at udskyde åbningen af safariparken til den 18. april, for parken vil ikke være skyld i, at folk rejser langt for at se på dens dyr i påsken.

- Vi skal helst lade være med at transportere folk på tværs af landet, siger Christoffer Knuth.

Direktør: - Det er hamrende ærgerligt

Beslutningen får ikke store økonomiske konsekvenser for Knuthenborg Safaripark.

Gæster, der havde booket overnatninger i safariparken i begyndelsen af april, er alle blevet ombooket til senere på året, fortæller han, men hvis åbningen skal rykkes til endnu senere på året, vil han ikke udelukke, at det kan give problemer.

Læs også
Dyrepark indvier nyt anlæg på Masnedø - med hjælp af donation fra børnehave
Læs også
Dyrepark indvier nyt anlæg på Masnedø - med hjælp af donation fra børnehave

- Vi må vente at se, hvordan det udvikler sig. Det er hamrende ærgerligt, at vi skal udskyde åbningen. Vi vil rigtig gerne i gang, siger Christoffer Knuth, der også ser sig tvunget til at udskyde nogle ansættelser af personale, indtil parken åbner.


Nyhedsoverblik