¨

Ungt fodboldhold får iskold belønning af trænere: - Så sidder vi ikke bare på vores flade røv

U14-fodboldholdet i Nykøbing Sjælland holder træningen ved lige gennem ugentlige udfordringer, som deres to trænere sender ud på video.

01:12

12-årige Marius Viekæer Olsen kan ikke træne og spille kamp med gutterne på U14-fodboldholdet hos Nykøbing IF, men så fik trænerteamet en smart idé. Video: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Mens fodboldspillere og andre sportsudøvere på topplan har fået lov til at vende tilbage til hverdagen med ugentlige kampe, må breddeidrætten se langt efter fællestræning og kampe om søndagen.

- Det er bare surt, siger Peter Jensen, der er træner for i U14-fodboldholdet hos Nykøbing IF.

Det er fedt, at han holder os i gang, så vi ikke bare sidder på vores flade røv

Marius Viekæer Olsen, 12 år, U14-fodboldholdet hos Nykøbing IF

Så hvordan holder man formen og fællesskabet ved lige under coronakrisen, hvor man forsøger at undgå smittespredning?

Løsningen er simpel hos U14-fodboldholdet i Nykøbing IF i Nykøbing Sjælland. Her holder drengene træningen ved lige gennem ugentlige udfordringer, som deres to trænere sender ud på video hver uge.

- En gang om ugen får de en challenge (udfordring, red.), som de skal bestå, og så skal de lægge en video af det ind på vores Facebook-side, forklarer Peter Jensen.

Optager video til Facebook

Først bliver der optaget en video af træner Peter Jensen, som laver den aktion eller øvelse, som drengene på holdet derefter får en uge til at gennemføre. Det er hans kone og trænerkollega, som hjælper med at optage og stå for den alternative træning. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Peter Jensen er træner for i U14-fodboldholdet hos Nykøbing IF. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Senest har de unge spillere skulle udføre og mestre en særlig afslutning.

- Vi skulle lave rabona, og det er, hvor man skal gøre sådan her, siger 13-årige Emil Bruun Larsen fra U14-fodboldholdet hos Nykøbing IF og sparker bolden bag om hælen på støttebenet.

Men der har været en hel række af tricks og spark på programmet.

- Der var en øvelse, hvor man skulle curle den op i hjørnet, siger Emil Bruun Larsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Peter Jensens kone hjælper med den alternative træning. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Drengene er glade for træningen, og det skyldes måske, at de har en træner, som topper øvelserne med en iskold fiduspokal hver eneste søndag. Dem, der klarer udfordringerne, bliver nemlig belønnet med is.

- For at overholde afstandskravet har vi valgt at komme dem i et fiskenet, siger Peter Jensen og viser fiskenettet fyldt med is frem.

Afventer retningslinjer fra kommune og DBU

Siden coronapandemien ramte Danmark og lagde store dele af samfundet i dvale, har trænerne seks gange taget turen rundt til drengene og overrakt is til dem.

Peter Jensen kører hele vejen fra Nykøbing Sjælland til Odden, og selv om udfordringerne og is ikke er det samme som to gange træning hver uge, er de unge spillere glade for, at deres træner i hvert fald ikke har glemt dem.

Artiklen fortsætter under billedet.

Marius Viekæer Olsen klarede ugens udfordring og får overrakt is i fiskenettet. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

 - Det er fedt nok, at vi få noget ud af at klare noget, siger 13-årige Asbjørn Hagensen fra U14-fodboldholdet hos Nykøbing IF.

- Jeg synes, at det er fedt, at han holder os i gang, så vi ikke bare sidder på vores flade røv, siger 12-årige Marius Viekæer Olsen.

Men det handler ikke kun om at holde træningen ved lige.

- Det er rigtig hyggeligt og fedt, at han tænker på os, siger Emil Bruun Larsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Så er der is. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Peter Jensen nyder at motivere sine spillere, for når det ikke kan blive til rigtig træning på banen, så er alternativet med videoerne og uddelingen af is det næstbedste.

- Det er også sjovt for os at komme rundt og sige hej til spillere og forældrene og høre, hvordan det hele kører, siger Peter Jensen.

Nykøbing IF afventer lige nu retningslinjer fra Odsherred Kommune og DBU i forhold til at kunne genoptage den normale træning og spille kampe igen.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App