De to mænd, som politiet i går anholdt for hjemmerøveriet mod en 60-årig kvinde i Fårevejle den 22. december, er ved grundlovsforhør torsdag formiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det skriver Nordvestnyt.
Ved røveriet blev den 60-årige kvinde sprayet i øjnene med peberspray, og røverne stjal smykker og penge.
De to mænd – en 18-årig fra Asnæs og en 20-årig fra Fårevejle Stationsby – er desuden sigtet for røveriet mod Spar-købmanden i Fårevejle Stationsby i september.
Erkendte og fortrød
Begge de sigtede erkendte i begyndelsen af grundlovsforhøret, at de havde begået de to røverier. Men da det gik op for dem, at et hjemmerøveri kan straffes med fængsel i op til 10 år, hvorimod et almindeligt røveri straffes med fængsel i op til seks år, ønskede de pludselig ikke at tage stilling til sigtelsen om hjemmerøveriet mod den 60-årige, skriver Nordvestnyt.
Men det står klart, at de i afhøringer til politiet har erkendt at have begået begge røverier.