Unge i Odsherred og narkosalg: Vil ikke stikke mine venner

Odsherred Kommune opfordrer unge til at være særlig opmærksomme på stofmisbrug. Men de unge vil ikke fortælle, hvor narkoen kan købes.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Hvis man ved, at der er venner eller bekendte, som køber narko, så vil man ikke være den, der stikker dem.

Sådan fortæller 15-årige Naima Regitze Fischer-Jørgensen, efter Odsherred Kommune og Lokalpolitiet i fællesskab har sendt et brev ud til forældre i kommunen, hvor de opfordrer til, at man ringer til politiet, hvis man har set eller hørt om køb og salg af stoffer.

Det har de gjort i et forsøg på at italesætte problemer med narko lidt mere offentligt.

Vil ikke stikker venner

Men selvom de unge godt ved, hvor i kommunen man skal tage hen, hvis man gerne vil købe hash eller hårdere narko, så er politiets telefonnummer ikke det første, der bliver tastet ind.

- Det er godt, at der er nogen, der går op i, at der ikke skal være stoffer i omløb, men jeg tror ikke på, at det hjælper at sende opfordringen ud i et brev. Det vil ikke få mig til at kontakte politiet, siger Naima Regitze Fischer-Jørgensen, der bor i Odsherred.

Og hun bliver bakket op af 17-årige Kasper Rodin Andersen.

- Jeg vil gerne fortælle politiet, at stofferne er tilgængelige, men ikke præcis, hvor de finder dem. Jeg er ikke typen, der stikker folk, for jeg synes ikke, det skal gå ud over nogen, siger han, men tilføjer dog:

- Men jeg synes, det skal stoppes.

Oplever ikke et problem

Både Naima Regitze Fischer-Jørgensen og Kasper Rodin Andersen oplever, at der er mange af deres venner og bekendte, der har haft noget med stoffer at gøre. Men at problemet skulle være værre i Odsherred end så mange andre steder, tror de ikke.

- Det er ikke et lige så stort problem som tidligere. Jeg vil ikke kalde det direkte almindeligt, men der er da mange, der har prøvet det (stoffer, red.), siger Kasper Rodin Andersen.

Hos Ung i Odsherred oplever man da heller ikke et direkte problem med misbrug blandt de unge.

- Men vi oplever, at man i hvert fald godt ved, hvor man skaffer hash, fortæller hun.

Ung i Odsherred og Ungeenheden i Odsherred Kommune havde i sidste uge arrangeret et foredrag med psykiater Henrik Rindom med speciale i alkohol- og stofmisbrug.

Her dukkede 130 forældre op.


Nyhedsoverblik