Ung superskytte imponerer og drømmer stort – Elmer vil til OL

Det begyndte som en fritidsinteresse, men nu gør 14-årige Elmer Emil Wagner fra Odsherred sig bemærket på den danske skydescene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da Elmer Emil Wagner fra landsbyen Lumsås ved Odsherred var fem år gammel, syntes hans forældre, at deres søn skulle gå til noget, få sig en fritidsinteresse. Først ringede de til den lokale spejderklub, men der blev telefonen ikke taget. Så ringede de til skytteforeningen og havde her heldet med sig. Telefonen blev taget, Elmer var velkommen til at komme på besøg og se det hele an.

I dag er den spinkle dreng med det fokuserede blik blevet 14 år og træner skydning lige så mange timer om ugen, båret af ét altoverskyggende mål.

- Jeg vil gerne til OL. Det er mit største ønske, siger han med stålsatte, brune øjne, der kigger væk fra en kikkert, som er monteret på en af hans rifler, under en træning. 

Kvindelig bodybuilder
Læs også
Bodybuilder drømmer om at blive professionel: - Det kunne være fedt at få den titel
Kvindelig bodybuilder
Læs også
Bodybuilder drømmer om at blive professionel: - Det kunne være fedt at få den titel

At deltage i verdens største sportsbegivenhed er noget af en udmelding for en 14-årig knægt, der fortsat går i folkeskole og derfor også må koncentrere sig om dansk, engelsk og matematik.

Men måske har Elmer Emil Wagner noget at have sin bombastiske målsætning i. For han er blevet spottet af Dansk Skytte Union og træner derfor i Ballerup Skytteforening, der fungerer som et talentcenter og hører under Team Danmark.

På flere vægge i familiens hjem hænger der vundne medaljer, og ved det seneste danmarksmesterskab blev yderligere to føjet til samlingen, hvoraf især den ene vidner om det potentiale, der er hos Elmer Emil Wagner: Han vandt guld og satte ny dansk rekord i U13-rækken, og så vandt han sølv i herrejunior-klassen, der ellers normalt er forbeholdt de 18- til 21-årige.

Familien bakker op, alt det den kan

På sidelinjen står hans familie, der er dybt involveret i sønnens skydning. Et hjørne af stuen fungerer som en lille skydebane, og en del af garagen er inddraget til styrketræning.

- Jeg træner fysisk træning en til to gange om ugen, siger Elmer Emil Wagner.

Alt imens forsøger mor Milia Wagner at følge med den rivende udvikling, mens hun for længst har erfaret, at forældrene ikke blot fandt en fritidsinteresse, men noget langt mere til deres søn.

Det er hende, der smører Elmers madpakker, og det er hende, som to gange om ugen kører ham de 180 kilometer til og fra træningscentret i Ballerup. Fordi hun har valgt sin søns sport til, har hun måttet vælge sit eget arbejdsliv fra.

- Jeg er gået meget ned i tid og arbejder 10 timer om ugen, siger hun.

Også økonomisk er Elmer Emil Wagner dybt afhængig af støtte, for skydning er en dyr sportsgren at gå til.

- Min ene riffel koster 40.000 kroner, den anden 20.000. Og tøj og sko, det er omkring 10.000. Og så andre ting, så omkring 80.000 kroner i alt, tror jeg, opremser han.

Dertil kommer årlige udgifter til transport, overnatninger, nye hagl og patroner.

Familiens godhjertede nabo, Mona Lauridsen, er blevet charmeret af Elmer Emil Wagner og hjælper til, så godt hun kan. Hun har kontaktet flere lokale virksomheder, i håbet om at nogle vil støtte det unge skydetalent, men har indtil videre oplevet et nedslående resultat uden økonomisk støtte. Mona Lauridsen giver dog ikke op, for Elmer Emil Wagner vækker følelser i hende.

- Elmer er en beskeden og ydmyg, ung dreng, men også dygtig. Derfor synes jeg også, han skal have den opbakning.

Sportschef: Det ser lovende ud

Selv synes Elmer Emil Wagner ikke, at skydningen betyder, at han går glip af så meget. Han har et godt samarbejde med skolen, som forstår hans drøm og tilrettelægger hans undervisning, så godt den nu kan efter hans skydeplan. Det skulle da lige være det sociale, som han må give afkald på.

- Altså, hvis jeg bliver inviteret ud af vennerne, er jeg nødt til at sige: Det er bare ærgerligt, men sådan er det jo.

Ja, sådan er det, hvis man vil blive den bedste i en sport, der handler om koncentration og om at ramme nummer 10, der er det inderste tal på en skydeskive – og helst også pletten inden i tieren, hvis størrelse svarer til hullet i en tokrone.

Medaljer hænger på stribe på væggene hjemme hos Elmer Emil Wagners familie. Senest vandt han to medaljer ved DM.
Medaljer hænger på stribe på væggene hjemme hos Elmer Emil Wagners familie. Senest vandt han to medaljer ved DM.

- Det ser lovende ud, i forhold til at han allerede nu kan blive en af de bedste herrejuniorer og forhåbentlig også sætte en scene for ham selv, der gør, at han får en rigtig god fremtid ude i de internationale konkurrencer, siger Jens Møllenberg, der er sportschef i Talentcenter Øst i Ballerup, om fremtiden. 

For hovedpersonen selv vil det ypperste i fremtiden som tidligere slået fast være OL.

- Men først skal jeg jo til EM og så VM - og så OL, så... der er en vej, man må kæmpe sig igennem, siger Elmer Emil Wagner.


Nyhedsoverblik