Ung mand i livsfare: Bil blev kastet op i luften

En 21-årig mand er fløjet til Rigshospitalet med alvorlige hovedskader efter trafikulykke ved Vig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Alt for høj hastighed er formentlig årsagen til en alvorlig trafikulykke søndag aften i nærheden af Vig i Odsherred Kommune i det nordvestlige Sjælland.

Farten var så høj, at bilen lettede fra vejbanen, efter at den kom i kontakt med en af de mange chikaner på strækningen, fortæller vagtchef Søren Jensen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Den 21-årige fører af bilen er med helikopter overført til Rigshospitalets traumeafdeling med livstruende hovedskader.

Ulykken fandt sted på en mindre vej - Erikavej - i et sommerhusområde klokken cirka 20.30.

- Han har kørt alt, alt for hurtigt på et sted, hvor der ellers er mange hastighedsdæmpende foranstaltninger. Bilen rammer en vejchikane og flyver gennem luften, hvorefter den ruller rundt og lander med taget nedad, siger vagtchefen.

Der var ingen passagerer i bilen, og heller ikke andre køretøjer var involveret i ulykken.

Den tilskadekomne er fra lokalområdet.

/ritzau/


Nyhedsoverblik