Ukendte lukkede heste ud af indhegning

Ukendte gerningsmænd har tidligt mandag morgen lukket heste ud af deres indhegning i Odsherred Kommune. Hestene var i fare for at løbe ud på hovedvej.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet efterforsker mandag morgen en hændelse ved Sonnerup Skov, hvor ukendte gerningsmænd tilsyneladende har åbnet en hesteindhegning flere steder, og derefter har skræmt syv heste ud af indhegningen.

Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi mandag overfor TV ØST.

Første melding om hestene indløb hos politiet klokken 5.50, hvor hestene løb rundt på Klint Havnevej i retning af fiskerihavnen.

Ikke første gang

Hestene tilhører et lokalt stutteri, og de er bestyrtede over, at nogen har skræmt hestene ud, da de kan være meget farlige, hvis de løber løbsk eller bliver påkørt af biler. Det er ikke første gang, at heste fra stutteriet er blevet lukket ud af fremmede, oplyser de.

Politiet arbejder nu på at finde ud af, hvad der er sket – og hvorfor.

- I første omgang gjaldt indsatsen at få hestene indfanget igen. Men nu undersøger vi så, om der så at sige er begået noget ulovligt – og hvem der kan have gjort noget sådant, siger politiets Martin Bjerregaard til TV ØST.


Nyhedsoverblik